Når Thomas Blachman musicerer med jazztrioen GinmanBlachmanDahl, så er konceptet komplet modsat i forhold til ’X Factor’.
De tre rutinerede musikere har nemlig talent, og ingen interesserer sig for dem.
Helt suverænt: Blachman holdt kæft
16 år efter deres debutalbum er GinmanBlachmanDahl ikke desto mindre tilbage med ’The Velvet Blues’, der indikerer, at veteranerne er faldet noget af på den. De er imidlertid gået ned i kadence fra et meget højt niveau.
Man savner den flintrende fandenivoldskhed og sprudlende overskud fra d’herrers overvældende tour de force på scenekanten, og det er, som om der har sneget sig en vis magelighed ned i ensemblets ellers stilfulde og kompetente tango med traditionerne.
Myndig klasse
Kvaliteten ved trommeslager Blachman, bassist Lennart Ginman og pianist Carsten Dahl fornægter sig dog ikke, og der hviler især en myndig klasse over versioner af et par numre fra Miles Davis’ mesterværk ’Kind of Blue’.
De leger lifligt med Cole Porters melodi på evergreenen ’Night and Day’, mens en sprælsk fortolkning af ’Somewhere Over the Rainbow’ træder Judy Garland over tæerne.
Stjernemusiker død med coronavirus
En håndfuld af GinmanBlachmanDahls egne kompositioner markerer sig mindre radikalt, og ’The Blues Pace’ minder for eksempel om noget, man forventer, der bliver serveret i en hotelbar. Men immervæk på et nydeligt hotel i Paris.
’The Velvet Blues’ føles som gamle venners hobbyprojekt, og ambitionen om at ville gøre en forskel udebliver. GinmanBlachmanDahl kan vitterligt spille. De mangler bare lidt x-faktor denne gang.
