The Minds of 99 har netop udsendt albummet ’Infinity Action’ uden varsel. I hvert fald for andre end anmelderne.
En del af indholdet overrumpler faktisk også.
Tidligt på pladen reciterer frontmanden Niels Brandt digtet ’Krystalkuglen’ af Michael Strunge, og linjernes ode til opbrud slår tonen an på et udspil, hvor gruppen tydeligvis stræber efter at gøre op med vanetænkningen og stilstanden på toppen af den danske musikscene.
Det lykkes. Sådan da.
Stræber efter eufori
’Infinity Action’ forener københavnernes seneste seks singler og yderligere otte tracks, der samlet set stritter i næsten lige så mange retninger som søpindsvinet på coveret.
Sangene kan man sjældent stikke sig på, og generelt når The Minds of 99 længst under huden, når de skræller staffagen af deres elektroniske rock, pop og postpunk og bare spiller et godt nummer.
Ørehængere som ligefremme ’Under din sne’, den fløjtende børnesang ’Emil’ og bevægende ’Som fluer’, der alle har været på hitlisten, er melodisk velfunderede og går nogenlunde rent ind.
Nyhederne er knap så stærke, men energiske ’Krop som en sten’ fungerer efter hensigten, og afsluttende ’Sikke en sang’ stræber helhjertet efter den eufori, The Minds of 99 dog forløser endnu bedre live.
Flair på modersmålet
Kvintettens ubændige trang til at gøre en forskel og bløde for sagen er kærkommen.
Evnerne kan bare ikke følge med ambitionerne på eksempelvis den noget hult rungende ’En stemme’, og et par engelsksprogede sange fremstår lettere akavede og savner Brandts poetiske flair på modersmålet.
Til gengæld klæder det sangerens nasale vokal at være omgivet af kvindekor flere gange, men ultrakorte ’Folketing/Marketing’ er et uklædeligt intermezzo fra et orkester, der burde hæve sig over noget så underlødigt som politik.
Uden ligefrem at begå kommercielt selvmord kaster The Minds of 99 sig ud, hvor de ikke helt kan bunde, og i forhold til at padle rundt i andedammen med redningsvest føles springet unægtelig mere livsbekræftende.
