Bremer/McCoys snigende succes må skyldes, at makkerparrets besindige toner fungerer som en slags beroligende brugskunst i en stresset verden.
Der er dog forskel på at være meditativ og søvndyssende.
Bremer/McCoy er det sidste i en grad, så den danske duos femte album, 'Natten', fremstår dybt godnat.
Bassist Jonathan Bremer og pianist Morten McCoy musicerer behersket med ordløs jazzpop, der er nydelig og konservatorie-kedelig på et nærmest opsigtsvækkende anonymt niveau.
Savner modspil
Kompositionerne er så smagfulde, at det faktisk bliver smagløst i længden, og det midnatsblå slumretæppe er vævet sammen helt uden afvigelser fra opskriften.
Bremer/McCoy har styr på deres virkemidler, men midlerne virker ikke i et enormt ensartet lydbillede, hvor man imidlertid kan klamre sig til attraktive temaer på titelnummeret og 'Mit hjerte'.
Det lille ensemble har tidligere samarbejdet på vellykket vis med sangskriveren Peter Sommer, der gav Bremer/McCoy det modspil, de i stilfærdigt himmelråbende omfang savner, når de efterlades alene.
’Natten’ er som et soundtrack til en film, hvor man falder i søvn, inden den er begyndt. Det er ikke en actionfilm. Men den er dræbende.
