Jacob Bellens er en skøn skikkelse på den danske musikscene, og det ændrer hans nye album, ’Trail of Intuition’, bestemt ikke på.
Den barokke popkunstner viser ingen markante nye sider af talentet denne gang, men hans underfundige inderlighed og luftige melodiøsitet er atter kærkomne kvaliteter.
Sortseer ser lyset på ambitiøs optur
Bellens flirter med storladen R&B på ’Sound of Laughter’, der kunne have været et verdenshit i munden på Drake. Tilsat danskerens kronisk snottede baryton er det endnu et hit, der aldrig bliver et hit. Og dem har nørden en hel del af.
Hans elektronisk funderede tristesse er døsig og tilbagelænet i en grad, så ’Renegade’ føles som disco på en brun bodega.
Sutsko og slåbrok
Hvis det var tilladt at have en underspillet og sær personlighed i Melodi Grand Prix, burde albummets sløvt, funky titelnummer vinde uden problemer.
Bellens tøffer gennem skivens 47 nøje gennemarbejdede minutter som Lollands svar på Scott Walker iført sutsko og slåbrok, og døsige ’All the Songs’ er en slags hyldest til Laid Back med pjusket fuldskæg, kaffeånde og morgenhår.
Tidens popmusik er typisk anmassende. Bellens’ sindige sound er afslappet, men man får ikke desto mindre indtryk af, at han ville skrive og indspille sine sange, også selvom absolut ingen lyttede.
Manden er imidlertid værd at høre på. Han er noget særligt.
.png)
