’Stemmer kommer frem/Over vand/I lyset, der nikker’.
Kort efter lyder det:
’Jeg kender en have/Jeg vander om lidt’.
Steen Jørgensen har lavet et album med sin kone, pianisten Marina Botes, og det minder ikke om ’Toppen af poppen’.
Det minder heller ikke om toppen af dansk rock, som crooneren jo har befundet sig på gennem årtier med Sort Sol.
Absurde poesilinjer
’Jørgensen/Botes’ er et afdæmpet og kryptisk møde mellem klassisk, avantgarde og elektronisk musik, og inspirationen forekommer primært at stamme fra Scott Walkers excentriske og grænsesøgende udgivelser sidst i karrieren.
63-årige Steen Jørgensen messer en masse mere eller mindre absurde poesilinjer, mens 19 år yngre Marina Botes, der er født i Sydafrika og kom til Danmark som teenager, indhyller husbonden i uhåndgribelige lydtapeter med flyvske strygere, ulmende beats og tungsindige tangenter.
Resultatet er for flimrende og diffust til at gøre dybe indtryk, men undtagelsesvis imponerer ’Herakles og Hydraen’, hvor duoens sound intensiveres, skærpes og forceres.
Pludselig er der noget på spil. Man aner ikke, hvad det er, men på spil er det.
Relativt traditionelle ’Kort fortalt’ fungerer i forlængelse af Nick Caves pianoballader på ’The Boatman’s Call’, men generelt sidder man tilbage med en fornemmelse af, at ’Jørgensen/Botes’ er abstrakt, fordi ægteparret ikke har noget konkret at sige.
De siger det alligevel.
