Agnes Obel tog musikverdenen på sengen i 2010 med sin debutplade ’Philharmonics’, der blev en overraskende storsællert i Danmark.
Albummet var et nydeligt vævet slumretæppe i efterårsfarver, og Obel kreerede et mere af slagsen tre år efter i form af ’Aventine’.
Nu vågner københavneren, som er bosat i Berlin, dog omsider til dåd med ’Citizen of Glass’, hvor hun folder sin drømmende sovekammerpop mere selvsikkert og overdådigt ud.
Navnlig de stort anlagte åbningsnumre ’Stretch Your Eyes’ og ’Familiar’ imponerer med et for Obel hidtil uhørt højt ambitionsniveau, der klæder den betuttede sangerindes skandinaviske melankoli.
Stærk skrøbelighed
Tonen er den samme, men hendes arrangementer er vokset og instrumenteringen er mere raffineret, dynamisk og afvekslende på sange, som stræber anderledes indtrængende efter at fortrylle i en magisk dimension.
Obel har skabt sin egen både skrøbelige og stærke niche af lyd mellem Joanna Newson, Hope Sandoval, Björk, Julee Cruise, Joni Mitchell og Kate Bush, og denne gang falder man ikke hen i hendes selskab.
Dansk popstjerne skamroses i England
Man falder imidlertid heller ikke helt i svime, for kvaliteten af Obels sangskrivning og hendes sans for melodier svigter gradvist på et album, der i længden føles noget stillestående, selvom Obel er i bevægelse.
Et skridt i den rigtige retning. Og vel at mærke ikke et skridt i søvne.
