På Kim Larsens tilsyneladende evige turné rundt og rundt i landet blev han pludselig lun igen i fjor, efter i flere år at have virket ret så lunken.
Den 71-årige folkehelt sidder ned på scenen nu om stunder, men han fortjente næsten stående applaus i 2016.
Larsen kan dog ikke leve op til de lovende takter på uambitiøse ’Øst for Vesterled’, der er hans første studiealbum siden 2012, og dermed afsluttes veteranens længste pladepause.
Larsen i bedring midt om natten
Men spillemandens 414. album er ikke helt værd at vente så længe på. Det er ikke dårligt, men det er heller ikke godt. Det er der for det meste bare.
Det er urealistisk at regne med, at skjalden kan matche fordums bedrifter med Gasolin’, men derfor behøver han vel ikke lyde som om, gassen siver fra den berømte ballon.
På ’Damen inde ved siden af’ og ’Fri som en fugl’ minder han om et coverband, der prøver at skrive egne Larsen-sange.
Ikke helt gammeldaws
Bedst er den overraskende ’Vinternat’, hvor Kjukken sparker fra sig i herlig stil med Disneyland After Dark anno kopunk og cowboystøvler.
Larsen leger med sin myte på ’En gammeldags mand’, der revser tidsånden, men samtidig vugger på et groove, der da ikke er helt gammeldaws.
Oldtimeren manipulerer sin stemme med effekter flere steder, hvilket egentlig ikke er nødvendigt, for selv om han har røget et karton smøger dagligt, siden han gik i knæbukser, så synger flaben forbavsende godt.
Lystige ’Stativ stakit kasket’ og alvorlige ’Kongen er død’ er bulede, så man skulle tro, Larsen havde siddet hjemme på værtshuset og lyttet til Tom Waits. Men berusende er de ikke.
’All the Things We Said’ minder om et meget glemt nummer af The Beatles og leveres på et københavnerengelsk, der indikerer, at Larsen nok har tolk med, når han holder ferie i London.
Legenden gør status over et liv i synd på ’Den lige vej’, hvor han lover at forbedre sig. Musikalsk formår han ikke at indfri det løfte.
