Dizzy Mizz Lizzy, Alphabeat, Kashmir, Psyched Up Janis, Nephew, Spleen United, Aqua.
Populære danske bands fra 90’erne og 00’erne er i en årrække gået i graven og siden genopstået, som var det en zombiefilm, og i fjor blev det så Swan Lee, der bekendtgjorde deres genkomst.
Der er ikke mange speedbåde og sommerhuse i at gå solo, men Pernille Rosendahl, Jonas Struck og Emil Jørgensen er tilsyneladende ikke kun tilbage for at hente millioner på festivalerne.
De har i hvert fald ulejliget sig med at lave et nyt album.
Ubemærket forbi
’The Garden’ er popgruppens første udspil siden 2004. Medlemmerne er blevet 19 år ældre. Det er deres musik på godt og ondt også.
Som samarbejdspartner bruger Swan Lee kollegaen Teitur Lassen til nænsomt at puffe bandets strømlinede udtryk i en mere sfærisk, og man fristes til at sige færøsk retning.
Trioen lufter stilfærdigt ud i deres sound med relativt organiske ’The Garden’, der søger tilflugt i naturen på ikke mindst det flot brusende åbningsnummer, ’I Am a River’, men generelt har materialet en tendens til at glide for ubemærket forbi.
Det er melankolsk musik, man hører uden at lytte.
Trods en klangrig tone er det tilforladelige og manerlige album for fattigt på kontraster og fortættede stemninger, og når Swan Lee en sjælden gang bruger pophooks på habile ’Heaven’ og ’How Forgiveness Goes’, minder Rosendahl om et ekko af Nina Persson fra The Cardigans som i gamle dage.
Visse ting ændrer sig aldrig. Men The Storm bliver forhåbentlig i graven.
