For latterlige: Stop nu det pjat

Fyr og Flamme er klar med flere fjollede sange på debutalbum, men de skulle have øvet noget mere

Sanger Jesper Groth (til venstre) og musiker Laurits Emanuel udgør Fyr og Flamme. Foto: Jonas Olufson
Sanger Jesper Groth (til venstre) og musiker Laurits Emanuel udgør Fyr og Flamme. Foto: Jonas Olufson

Fyr og Flamme: 'Fyr og Flamme' (Universal) Ude 13. august

Udtrykket at stoppe, mens legen er god, er åbenbart aldrig nået frem til Fyr og Flamme.

Nu var duoens popleg med Melodi Grand Prix egentlig aldrig god, men den er bestemt ikke bedre på deres selvbetitlede debutalbum.

Ikke overraskende byder værket på mere af det samme. Det er bare endnu værre end ’Øve os på hinanden’.

En sang som ’Hvor er du nu’ er musikkens svar på en slidt sejlersko i en liter smeltet regnbueis.

Rimordbog savnes
Fyr og Flamme fortsætter ufortrødent med at klaske kitsch ovenpå ironi, og efter ganske kort tid føles det som en udklædningsfest, hvor det ikke kan blive hverdag hurtigt nok.

Spasmagerne efteraber Tommy Seebach og Laban med et bøvet smil på læben og krøllerne i karaokeanlægget, men musikeren Laurits Emanuel har immervæk en nogenlunde sikker melodisk sans, mens skuespiller Jesper Groth snildt lever sig ind i rollen som fjollet sanger.

For latterlige: Stop nu det pjat

Se Fyr og Flamme anmelde Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo. Video: Jonas Olufson

Balladen ’Ved godt det var mig der tog fejl’ er faktisk grundigt skruet sammen, selvom det litterære niveau ikke er svimlende, og makkerparret tilsyneladende nægter at anskaffe sig en rimordbog.  

Når de på håbløse ’Dansemusik’ undtagelsesvis formår at rime, foregår det på et tåkrummende niveau, der tangerer det sundhedsskadelige: ’Så længe der bliver danset, er der fred på vores jord/Lidt dansemusik er mere værd, end folk de tror’.

Stop dog inden det bliver for latterligt. Hov, det er jo allerede for sent.

Coveret til Fyr og Flammes første album, som indeholder makkerparrets fire singler og seks nye sange.
Coveret til Fyr og Flammes første album, som indeholder makkerparrets fire singler og seks nye sange.