Halvhjertet: Helkikset kærlighed

Michael Falch falder igennem på akavet elektronisk album om sangerens forhold til thailandsk massør

Michael Falch har turneer i kalenderen med både gendannede Malurt og som solist. Foto: Philip Davali
Michael Falch har turneer i kalenderen med både gendannede Malurt og som solist. Foto: Philip Davali

Michael Falch: 'Elsker' (A:larm/Universal) Ude 3. september

I en lang rastløs karriere har Michael Falch haft svært ved at hænge fast, når han endelig havde fundet noget holdbart.

Nu smuldrer det igen mellem fingrene på veteranen.

Efter de to meningsfulde album ’Pludselig alting samtidig’ og sidste års ’Forår i brystet’, der begge blev skabt i samarbejde med Lars Skjærbæk, kaster Falch sig ud, hvor han ikke kan bunde på ’Elsker’.

Det er hovedkulds og håbløst, og selvom emnet er den store kærlighed, virker missionen halvhjertet.

’Elsker’ er inspireret af Falchs forelskelse i den thailandske kvinde Ginnalee, der masserede hans dårlige ryg og tog hans hjerte med, da hun blev udvist til moderlandet.

Fremstår forhastet
Falch synger, han er ’splittet i to’. Sangene hænger heller ikke sammen.

Skjærbæk er udskiftet med musiker og producer Adi Zukanovic, der er kæreste med Oh Land, som synger kor på et par sange, men Falch finder sig aldrig til rette i lydmagerens famlende arrangementer.

Den akustiske guitar på coveret er misvisende, for ’Elsker’ domineres af en mærkeligt ufærdig og fragmenteret elektronisk sound, der veksler mellem nærmest corny new age og en discountudgave af Tame Impala.  

Falch, der fylder 65 om et par uger, fremstår forhastet, og han er i sit mest naive og romantiske lune på titelnummeret, hvor han stiller sig helt nøgen.

Det klæder ham ikke.

Coveret til Michael Falchs aktuelle album, 'Elsker', der er skabt i samarbejde med producer Adi Zukanovic.
Coveret til Michael Falchs aktuelle album, 'Elsker', der er skabt i samarbejde med producer Adi Zukanovic.