Musikverdenens stjernenavne bliver som regel værre med årene. Sådan forholder det sig ikke med Hanne Boel. Hun har aldrig været bedre.

I en alder af 62 er sangerinden fra Nordsjælland beundringsværdigt tilbage med ’Between Dark & Daylight’, der er hendes første album siden 2011.

Det er samtidig Boels første album nogensinde, hvor hun selv har været med til at skrive samtlige sange. Måske derfor lyder det så personligt.

Smukfest uden øl, fisse og hornmusik

Pladen fortsætter veteranens mangeårige opgør mod renomméet som leverandør af radiovenlig popsoul.

Boel dykker dybt ned i det amerikanske deltas blues, jazz og soul, men ’Between Dark & Daylight’ er også et tidssvarende udspil tilsat elektroniske understrømme.

Pirrende produktion
Hun samarbejder med yngre sangskrivere som Jacob Bellens, Emil Falk og Anders SG, mens den pirrende produktion er sofistikeret og smagfuldt iscenesat af Jacob Funch.

Der er noget på spil i de underdrejede toner, hvor kødfulde sange som ’Baby, Baby, Baby’, ’Holy Grail’ og titelnummeret er dragende højdepunkter i et skumringsmørkt lydlandskab.

Kæmpe fiasko for Thomas Helmig

Boel synger ekspressivt om moden kærlighed uden at fremstå overmoden, og i en tid, hvor ungdommen udbasunerer deres seneste depression i talentshows på tv, anerkender hun værdien af mådehold.

Akustiske ’Nicole’, der har et latinsk præg, føles for ubetydelig, og afsluttende ’Other Side’ er stillestående, men som helhed er ’Between Dark & Daylight’ et bemærkelsesværdigt flot udspil.

Der er rå guitar og buler i bluesen på ’Memories of Me’. Bulerne er efterhånden det eneste, hun har tilfælles med Sanne Salomonsen.