Hanne Boel fylder 64 i dag. Veteranen markerer det med at vise ungdommen, hvordan det skal gøres. Eller snarere synges.

På ’Kopi’ har hun indspillet numre af primært yngre kolleger tilsat visdom og erfaring. Boel giver selv letbenet materiale vægt.

Hun omdanner Medinas ’Elsk mig’ til en dramatisk, blødende ballade, hvor originalversionens klynk trumfes totalt af en voksen, der forstår vigtigheden af at holde igen med vokalen, når de store følelser slippes løs.

Andre steder bruger Boel sit imponerende organ mere udtryksfuldt, frygtløst og inderligt end nogensinde før. Det er åbenlyst, hun bare nyder at synge og bruge sit talent. Og det er en nydelse at opleve.

Sjællænderen vender ubesværet vrangen ud på Marie Keys ’Landet’, mens hun presser stemmen med pirrende resultat, da hun formår at gøre ’Hurtige hænder’ af The Minds of 99 til noget, der minsandten minder om Grace Jones.  

Kunstig sound
Musikalsk har albummet en syntetisk og kølig klang, som ofte er et spøjst match til Boels organiske varme og stoflighed. Den kunstige sound og flere akavede arrangementer klæder bestemt ikke sangerinden ubetinget, men som Leonard Cohens første trommemaskine er produktionen ikke uden en vis corny kvalitet.

Det er første gang, Danmarks bedst sælgende kvindelige artist synger på dansk. Det var på tide. Hvor hun ofte har fremstået for behersket, så lukker hun op for intimiteten, vildskaben og nysgerrigheden på modersmålet.

Titlen ’Kopi’ har Boel næsten kopieret fra Lars H.U.G. og hans ’Kopy’, men som den pensionerede spradebasse kopierer hun ikke - hun fortolker.

Albummet emmer af skabertrang og lysten til at udfordre og udforske både materialet og sig selv.

Det er sjældent at opleve hos så garvet og succesfuld en entertainer. Tillykke med det.