Himmelstræbende melankolikere

Albumdebuterende Blaue Blume er befriende ambitiøse og virtuose

Det er nok ikke tilfældigt, at Blaue Blume har taget deres navn efter et af romantikkens gennemgående symboler. (Foto: PR Foto)
Det er nok ikke tilfældigt, at Blaue Blume har taget deres navn efter et af romantikkens gennemgående symboler. (Foto: PR Foto)

Blaue Blume: 'Syzygy' (A:larm/Universal)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Syzygy’ er vist nok en jungiansk term for et ’guddommeligt par’, hvilket vel hænger meget godt sammen med, at temaet for Kolding-kvartetten Blaue Blumes debutalbum angiveligt er forelskelse. Jeg skriver med vilje angiveligt, da der ikke følger tekster med det eksemplar jeg har modtaget til anmeldelse, og vokalisten Jonas Smiths høje, lyse og intense vokal bortset fra enkelte fraser undervejs, er stor set udechifrerbar.

Hvilket jo blot giver en mulighed for at projicere sine egne billeder ind i musikken, på samme måde som det var tilfældet hos et oplagt forbillede som Cocteau Twins, hvor Elizabeth Frasers karakteristiske sirenesang også mere fungerede som et ekstra instrument end som artikuleret fortællerstemme.

Se også: Mew gør det igen: Kopi af originaler

Og Smiths vokal er på alle måder det springende punkt hos Blaue Blume, som i den grad vil skille vandene. Sådan en slags heliumsudgave af Nicolaj Vonsild fra When Saints Go Machine.Enten vil man finde den ulideligt krukket og distraherende eller også er den det fascinerende omdrejningspunkt.  Jeg hælder mest til det sidste, men kan sagtens sætte mig ind i det førstnævnte.

Men Smiths stemme står selvfølgelig ikke alene i Blaue Blumes himmelstræbende ambitiøse (og langt hen ad vejen ualmindeligt vellykkede) blanding af drømmepop og god gammeldags prog-rock, som man også kan høre tydelige ekkoer af hos åndsbeslægtede Mew, som også må være en oplagt inspirationskilde.

Se også: Ben Howard går mod strømmen

Det er svært ikke at lade sig imponere af de fire unge musikeres beherskelse af deres instrumenter (ikke mindst den Robin Guthrie-klingende guitarist Robert Jensen Buhl skiller sig ud), men det ville jo alt sammen være flintrende ligegyldigt, hvis ikke også melodier og arrangementer havde kunnet følge med. Det kan de heldigvis. For det meste

Allerede sidste års ep ’Beau & Lorette’ afslørede, at ambitionsniveauet bestemt ikke fejlede noget, men den får alligevel en tand mere her. Respekt for at turde stræbe så højt. Og endnu større respekt for at lykkedes med det.

Se også: Halleluja for en plade

Hvis man skal komme med en lille indvending, er det, at Blaue Blumes udtryk er så massivt og overvældende, at 50 minutters spilletid bliver lige i overkanten, og man kunne med fordel have redigeret en anelse i materialet. Men nu virker det ikke som om, at begrænsningens kunst er noget som Smith og kompagni går synderligt meget op i. På godt og ondt. Men heldigvis langt mest det første.

Et af de bands man enten elsker eller hader. Og dét er i sig selv en bedrift

0 kommentarer
Vis kommentarer