Børn af Anne Linnet, Kim Larsen og Sanne Salomonsen har præsteret musik, der aldrig skulle have forladt børneværelset.
Hugo Helmig flyttede hjemmefra sidste sommer, og musikalsk er den 20-årige popdreng også klar til at forlade reden.
Hans debutplade, ’Juvenile’, er ikke ligefrem et ungdomsoprør mod den berømte fars soulbløde popsound, men i forlængelse af idoler som Shawn Mendes, Lukas Forchhammer og Justin Bieber leverer Hugo et forbavsende velfungerende udspil.
Albummet er primært skrevet i samarbejde med produceren Emil Falk, og makkerparret har en sikker sans for melodier og hooks, der ellers er en sørgelig sjældenhed indenfor genren nu om stunder.
Mange fristelser
Det bundhabile håndværk garanterer ørehængere og dynamik i et noget sterilt og klangfattigt lydbillede, hvor Hugo egentlig ikke brillerer som nogen stor sanger. Men hans sensitive udtryk fremstår troværdigt, helstøbt og vedkommende. Det virker simpelthen.
Opkomlingen har lavet 40 minutters imponerende radiopop af den slags, hvor man ikke får lyst til at slukke radioen. Man tror, det er løgn. Det er det ikke.
Helmig i åbent opgør mod sin søn
I forhold til Hugos første single, ’Please Don’t Lie’, der var det mest spillede nummer i dansk radio i 2017, afslører han dybere og mørkere lag af sin personlighed på ganske ambitiøse sange som ’Don’t Wait Up’ og ’Home’.
’Juvenile’ kredser om den store, håbløse ungdomskærlighed, der er viklet ind i nattelivets mange fristelser i en grad, så far og søn nok er ramlet sidelæns ind i hinanden på de aarhusianske morgenværtshuse.
Thomas skal stå tidligt op for at følge med Hugo.
