For små ti år siden dansede Mø ind på den danske musikscene med en medvind, der signalerede omvæltning og nybrud.
Det kom dog aldrig, for bortset fra fynboens gakkede moves viste hun sig hurtigt at være nogenlunde ligesom alle de andre, der heller ikke er noget særligt.
Tendensen fortsætter ufortrødent på Møs tredje album, ’Motordrome’, som er skuffende strømlinet, men ikke desto mindre ganske driftssikkert, funktionelt og konkurrencedygtigt på verdensplan.
Det siger imidlertid mest om konkurrencen.
Håndlangere leverer
Sangerinden har hyret en stribe hjemlige og internationale sangskriver og producere, og de leverer varen i form af især effektfulde melodier, der er pladens ubetingede styrke.
Materialet savner personlighed, men ellers anonymt arrangerede numre som ’Wheelspin’, ’Brad Pitt’ og ’Hip Bones’ tilføres appeal på grund af kompositionernes grundlæggende dynamik og kvalitet.
Spændende bliver det bare ikke, og i en alder af 33 beskæftiger Mø sig fundamentalt stadig med teenagepop, hang til smølfevokal og kærlighedssange fra et pigeværelse, hun burde være vokset fra for længst.
Pianoballaden ’Goosebumps’ er et af få indslag med lidt emotionel pondus, men linjen ’We’re getting older’ er generelt vildledende.
Det stramt konstruerede og let tilgængelige album har absolut ingen ambitioner om at gøre en forskel, hvilket man gerne tilgiver, når ’New Moon’ går lige i hofterne med et spændstigt groove.
Førstesinglen ’Live to Survive’, der udkom tilbage i maj, var et åbenlyst forsøg på at få Mø retur på hitlisterne, hvilket ikke lykkedes, men det ændrer ikke på, at discobaskeren dunker uimodståeligt ind i øregangene.
Problemet er bare, at den lige så godt kunne være sunget af Dua Lipa, Drew Sycamore, Zara Larsson eller en af de andre, man heller ikke kan høre forskel på.
.jpg)
