Jyde er popsmart i en fart

Fremadstormende Drew Sycamore serverer en stribe forbigående ørehængere på kort og godt album 

30-årige Drew Sycamore tager på turné med sine nye popsange i september og oktober. Foto: Warner
30-årige Drew Sycamore tager på turné med sine nye popsange i september og oktober. Foto: Warner

Drew Sycamore: 'Sycamore' (Warner) Ude 28. maj

Drew Sycamore er opvokset i en landsby i Himmerland. Den dansk-walisiske popsangerinde lyder dog omtrent lige så international, som hendes navn.

Det er både godt og skidt på karrierens andet album, ’Sycamore’, hvor det er svært at skelne hende fra udenlandske kolleger i tidens diskofile toneklang, men Dua Lipa, Kylie Minogue og Zara Larsson har fået endnu en konkurrencedygtig rival på poppens letbenede dansegulv.

Sycamores sange glimter uden at funkle, og det er nok på et driftssikkert udspil, der er habilt kreeret i samarbejde med primært tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø, som også står bag sange fra blandt andre Christopher, Fallulah og Burhan G.

Det luftige og imødekommende materiale emmer af entusiasme og energi. Kvaliteterne smitter på spændstige ’I Wanna Be Dancing’ og ’Take It Back’, der for længst er ude som singler, men Sycamore behersker også balladens kunst med akustiske ’Didn’t Get to Know You At All’ og indtrængende ’Crying Wolf’.

Bittersød tone
Nordjyden er fyldt 30, hvilket man nu ikke mærker på et album, som har emotionel pondus på teenageniveau, og fraset hendes aktuelle hit, ’45 Fahrenheit Girl’, der flirter med spaghettiwesterns, så er produktionen noget endimensionel.

Fokuseret sangskrivning får imidlertid det korte og komprimerede album til at fungere efter hensigten, mens den bittersøde tone i Sycamores vokal er et tiltalende fikspunkt i hendes strømlinede sound.

’Body Talk’ er en af pladens mest indtagende ørehængere, men titlen brugte Robyn ganske symptomatisk for mere end ti år siden, og Sycamore formår ikke at tilføre genren mere og andet end et par forbigående popsus.

I mangel af bedre er det ikke desto mindre rigeligt til at gøre hende til en bemærkelsesværdig skikkelse. I hvert fald mellem Himmerland og København.   

Coveret til Drew Sycamores andet album, som er skabt i samarbejde med Frederik og Fridolin Nordsø.
Coveret til Drew Sycamores andet album, som er skabt i samarbejde med Frederik og Fridolin Nordsø.