Kræver man musik, der er dyb, original og cool, er Alphabeats comebackplade ikke sagen, men holder man af uforfalsket pop, så bliver det ikke meget bedre end ’Don’t Know What’s Cool Anymore’ herhjemme.
Sekstetten fra Silkeborg er sikkert tilbage i velkendt stil. Deres første album i syv år er simpelthen bare godt skruet sammen. Alphabeat kan kort sagt poppens ABC.
Melodisk tæft er blevet en mangelvare i showbiz nu om stunder, men jyderne har flere ørehængere, end konkurrenterne har interessante opslag på Instagram.
Melodi Grand Prix burde lyde som Alphabeats to kække singleforløbere, ’Shadows’ og ’I Don’t Know What’s Cool Anymore’, der tilsat snilde og selvironi er højdepunkter på en tætskåret skive.
Ikke til at stå for
Blot 27 minutter er dog nok i selskab med gruppen, hvis evigt positive energi virker noget forceret og Duracell-agtig i længden, og det kandiserede lydbillede er som at indtage en menu bestående af candyfloss, islagkage og tyggegummi.
I små bidder er Alphabeats funklende sukkerknalder imidlertid ikke til at stå for.
Stine Bramsen: Fremme på beatet
’Sing a Song’ fortæller bandets historie på tre minutter, der er så charmerende, at man næsten ikke bemærker, Stine Bramsen og Anders SG er bedre frontfigurer end sangere.
Alphabeat elsker soul og disco, og ’Sometimes’ flirter med country, men det er deres betingelsesløse kærlighed til klassisk pop, der smitter som kyssesyge på et veldrejet og veloplagt udspil.
De kræver intet af lytteren, men det kræver en hel del at få det til at lyde så let.
