Rasmus Walter har som så mange andre brugt ’Toppen af poppen’ til at forstærke sin popularitet, men knap ti år inde i solokarrieren er han stadig en blød mellemvare i dansk pop.
Det ændrer aarhusianerens femte studiealbum, ’I mit blod’, næppe på. I hvert fald ikke musikalsk.
Walter har for så vidt fået godt styr på genrens virkemidler, men det er, som han har store problemer med at finde ud af, hvad han skal bruge sin sans for dynamik og melodier til.
Det bliver aldrig til mere end småelektroniske popsange af den slags, hvor man ikke behøver at kaste sig ud af taxaen, hvis chaufføren nægter at slukke radioen, men man appellerer altså heller ikke til, at han kører et par gange rundt om blokken, så man får outtroen med.
Uden fantasi
Hvis Walter har ambitioner om at gøre en forskel, så skjuler han det godt.
Ikke desto mindre er numre som ’Tættere på dig’, ’Langt væk herfra’ og især ørehængeren ’Splitsekund’ ganske driftssikre, mens ’Alle dine farver’ understreger, at man helst skal være Bob Dylan, når man skriver en sang om sit barn.
Walter undviger heller ikke denne gang, at han er som en fordansket enmandsudgave af Coldplay uden fantasi, og hjerteblodet drypper tyndt fra klangflade og billigt klingende ’I mit blod’.
Han bliver bare for ligegyldig i længden. Også selvom albummet kun varer små 30 minutter. Det er hurtigt overstået. Og hurtigt glemt.
