Lukas Graham, Rasmus Seebach, Nik & Jay, Hugo Helmig, Christopher og Mads Langer. Det vrimler med populære, danske popdrenge i disse år.
Poptøserne har det sværere. Mø kan ikke uden Major Lazer. Medina kan slet ikke længere, og aarhusianeren har abdiceret som dronningen af dansk pop.
Tronen er ledig, men 19-årige Clara har ikke formatet til at fylde den.
Popprinsessen, der er opvokset i Kolind på Djursland, hedder Toft Simonsen til efternavn. Det er dog det eneste stjernestøv på hendes andet album, ’Growing Up Sucks’.
Store hooks
Clara forsøger forgæves at tvinge personlighed og drama ned i sin standardiserede dåsepop ved hjælp af en temperamentsfuld stemmeføring, der veksler fra klynkende jodlen til aggressiv snerren. Selv når hun viser tænder, savner man imidlertid afgørende bid bag lipglossen.
I samarbejde med producerne Frederik Carstens, David Mørup og Ole Bjørn har teenageren skabt et samlebåndspræget udtryk af den slags, man lytter til uden at høre efter.
Høj på Hugo: Han dealede med det
’Nobody’s Lover’, der er en duet med Lord Siva, hæver sig over middelmådigheden med et glinsende groove, og der er store hooks på ’White Noise’, ’Armour’ og ’Legend’, men materialet er for generisk til at sidde fast som ørehængere.
På sidstnævnte skæring synger Clara, at hun lever som en legende. Det er muligt, men hun lyder ikke som en.
At blive voksen er ikke det eneste, der ’sucks’.
