Kim Larsen gik stort set altid med kasket. Det gør Hjalmer også. Bortset fra det har far og søn intet tilfælles.

Når man kæmper sig igennem Hjalmers debutalbum, som har fået den mundrette titel ’Midt i en drøm eller noget der ligner’, skulle man faktisk tro, han var søn af Thomas Helmig.

Se også: Larsens søn: Bare ikke god nok

Bortset fra at Hugo jo er både flabet og dygtig. Det er Hjalmer ikke.

Se også: Hugo Helmig chokerer

Den 24-årige fynbos ungdomsoprør går tilsyneladende ud på at være en god dreng, men efter 12 popnumre i hans selskab vil man meget hellere høre et røvhul lave noget rebelsk.

Hjalmer er en fløjtende emoji. Han har dybde som en underkop, og når han bruger ordet ’destruktiv’ i ’Escapée’, føles det som et fremmedord.

Figur i tegnefilm
I et luftigt og radioleflende lydbillede, der er klinisk renset for personlighed, er Hjalmers eneste berettigelse nogle flotte melodier på ’Liv’, ’Skuffer ingen andre’ og ’Kongespil’.

Sidstnævnte er lavet til årets julekalender, men Larsen junior er indholdsløs som en snydepakke, og han synger som en figur i en tegnefilm.

Se også: Larsens dødsplade: Det' så trist

’Midt i en drøm eller noget der ligner’ er skabt i samarbejde med sangskrivere og producere som Lauritz Emil Christiansen, Oliver Cilwik og Pitchshifters, der også står bag Medina.

Se også: Kæmpe nedtur: Stakkels Medina

Hun dukker op på duetten ’Folk som os’, der gengiver de sociale mediers forlorne tone af rygklappende venskabelighed på en måde, så det virker fristende at opføre sig decideret asocialt.

Hjalmer har forsvindende lidt på hjerte. Og endnu mindre under kasketten.