Tom Petty, Bruce Springsteen og The Rolling Stones har som bekendt ikke levet forgæves.

Det er bestemt også gået op for Ulige Numre, der tilsat snilde og charme oversætter forbilledernes tidlige stjernestunder til et ungdommeligt dansk, det er svært at stå for.

Se også: Koncerthuset rockede ikke

Københavnerne negler refræner, melodistumper og riffs på skamløs vis, men kleptomanien smitter som kyssesyge, og romantikernes selvsikkert flakkende dedikation er forbilledlig.

Gruppens imødekommende andet album, ’Grand Prix’, er en frejdigt fløjtende slingretur gennem ungdomsårenes rastløse uvished og håbløse forelskelser, som frontdreng Carl Emil Petersen beskriver med bankende hjerteblod i sin skønt dagdrømmende poesi.

Se også: Nye numre i et frit land

Man kan slippe af sted med det meste som ung, og det gør Ulige Numre, hvis uskyldige ørehængere emmer af uslukkelig livstørst og tro på egne evner.

Knægtene er ikke helt så gode, som de tror, men mindre kan sagtens gøre det, og i giganternes skygge er deres kække rock’n’roll-røveri forfriskende herlig.