Rasmus Seebach har opnået kolossale pladesalg uden sidestykke i nyere dansk pop, siden han slog igennem med sin selvbetitlede debut i 2009, men succeskurven led et knæk, da han i 2015 udsendte ’Verden ka’ vente’. 

Popkongen blev til en prins, for Lukas Graham var pludselig folkets foretrukne idol, og Seebach måtte nøjes med syvdobbelt platin, hvilket naturligvis ville have været en triumf, hvis ikke lige det var fordi, at hans første tre album havde klaret sig endnu bedre.

Se også: Kikset Seebach: Mere sex og ih åh uh

Nu er københavneren klar med udspil nummer fem, der for første gang stiller ham i en situation, hvor selv hans bankrådgiver må kunne se, at fornyelse nok kan betale sig.

Noget skuffende er stort set alt ikke desto mindre ved det gamle. Igen.

Tilbage på klubben
Seebach har altid sunget om sin familie, men ’Før vi mødte dig’ er et decideret familiealbum.

Pladen begynder med en umiskendelig corny dedikation, hvor hitmageren tilegner værket til sønnen Holger, der de følgende 42 minutter bliver introduceret til resten af klanen og alle farmands poptricks, som resten af befolkningen efterhånden kender lidt for godt.

Se også: Åh nej: Seebach har single-problemer

Seebachs styrke er stadig den melodiske flair, klare stemme og ligefremme facon, der vader godmodigt ind i lytteren, når han beretter om glæder og sorger fra palæet på Frederiksberg.

Han trygler Holgers mor Julie om at ikke at forlade ham på ’Bli’ her lidt endnu’, og hylder hende med luftige ’2017’ og calypsokiksede ’Kæreste’, der som mange af Seebachs sange finder sted på en natklub.

Duet med Tommy
Faderen Tommy har stadig en stor birolle i Rasmus’ verden, der byder den gamle tilbage indenfor med vuggesangen ’Andeby’, hvor de to synger duet, så kynikere vil få mareridt.  

Holger skånes ikke for sandheder om Tommy på pianoballaden ’Farfar sang’, der kærligt portrætterer ham som manden, der fortsatte, når festen sluttede.

Se også: Rasmus Seebach: Befriende bøvet

’De værste bedste år’ mindes ungdomstidens ubekymrede festglæde tilsat en omgang stivbenet albinoreggae, mens beatdrevne ’Luk det ned’ er bemærkelsesværdig dyster.

Det bør ingen fans imidlertid lade sig skræmme af, og efter sin obligatoriske pladepause på to år leverer Seebach atter varen op mod julesalget.

Han kan tydeligvis ikke andet. Men han kan trods alt være Seebach som ingen anden.