Kashmir er stadig ikke en ufarlig region, og nu risikerer man også at miste livet, hvis man lytter til gruppen af samme navn.

På en ualmindeligt nølende facon forsøger Kashmir nemlig tilsyneladende at kede lytteren langsomt ihjel med ’E.A.R.’, hvor de slukørede alvorsmænd piller navle uden at finde noget.

Den omsiggribende fascination af krautrock har indhentet bandet, der begiver sig ud på retningsløse forløb i et abstrakt ingenmandsland, hvor de forgæves forsøger at fremmane en form for sensuel intimitet, graciøs modenhed og tilbagelænet appeal.

Selvhøjtidelige tekster
Albummet er såmænd ganske flot optaget med en tiltalende klang på instrumenterne, men sangstrukturerne er simpelthen intetsigende, og man klamrer sig til den hårdt tiltrængte tendens til dynamik i ’Seraphina’ og svalende passager i ’Blood Beech’, der fungerer som redningskranse på en dødssejler i slowmotion.

Midtvejs vågner man pludselig, når ’Purple Heart’ pumper derudad på et tysker-beat, som dog hurtigt skaber robotagtig tomgang i Kashmirs trist konstruerede matematikrock, hvor Kasper Eistrups anstrengte vokalakrobatik og selvhøjtidelige tekster dræner de sjældne tegn på liv.

Spændende som at opleve en dræbersnegl krydse en villavej. Uden anden trafik.