Det kom som et chok, da Lukas Graham her til morgen afslørede, at han uden varsel netop havde udsendt sit andet album. Næsten ligeså overrumplende er det dog, hvor meget bedre end debuten skiven er.

At københavneren også kalder toeren ’Lukas Graham’ og tilmed genbruger covermotivet er så dumt, at det nærmest er smart, men på en måde giver det faktisk mening.

Se også: Vild nyhed fra Lukas Graham

Den 26-årige folkeforfører fortsætter nemlig stilen fra kæmpesuccesen, der nu lyder som et demobånd i forhold til opfølgeren.  

Graham har simpelthen fået ærmer på undertrøjen og mistet hvalpefedtet på en anderledes kødfuld skive, som cementerer hans charmerende sound i tidens toneklang, hvor pop og soul fletter fingre.

Den forvoksede drengerøv fortæller fortsat om de nære ting som familie, strippere, familie, druk, damer, tjald og familie, og man kan tage knægten ud af Christiania og sende ham til Los Angeles, men man kan altså ikke tage Christiania ud af knægten.

Flere sentimentale sange
Graham er flabet, kæk og ikke til at stå for, og alligevel er der meget plads til fordybelse på et album, hvor flere sentimentale sange omhandler hans afdøde far og mentor. På den led er det passende, at farven på coveret er blå.

Han trykker også på tårekanalerne i storladne ’7 Years’, der åbner albummet, mens festaberne kan swinge til funky skæringer som ’Take the World By Storm’, ’Don’t You Worry ’Bout Me’ og ’Strip No More’.

Se også: Lukas Graham som hvalp i snor

Eneste deciderede svipser er den bøvede calypso-skæring ’Hayo’.

Se også: Der er krummer i Lukas Graham

Til sidst inviterer Graham indenfor til sin egen begravelse på gospelballaden ’Funeral’, hvor der bliver drukket godt med gravøl, og det er i hvert fald værd at fejre, at spasmageren er født veloplagt og stadig spillevende.  

Forhåbentlig udkommer ’Lukas Graham’ med et rødt cover lidt senere på ugen.