Mew gør det igen: Kopi af originaler

Popgruppen flirter med et mere direkte udtryk, men ender med at lyde som sig selv

Mew - bandet fra Hellerup er en kvartet igen, efter Johan Wohlert vendte tilbage i fjor. (Foto: A:larm)
Mew - bandet fra Hellerup er en kvartet igen, efter Johan Wohlert vendte tilbage i fjor. (Foto: A:larm)

Mew: '+-' (A:larm/Universal) Udkommer mandag 27. april

Ved at strække popsange til kryptiske symfonier har Mew haft problemer med at fastholde stjernestatussen, men efter gruppens længste pladepause er himmelstræberne tilbage med numre, der minder om, at pop er en forkortelse for populær.

Man skulle næsten tro, kvartetten fra Hellerup var interesseret i at få lidt af den ikke just voksende fanskare tilbage.

Mew som en drøm

’+-’ er dog bestemt ikke ligeså simpel som titlen, men uden Mew går på radikalt kompromis med de progressive sangstrukturer, så er der kommet mere fysik og jordbundenhed i gruppens sfæriske melodrama.

Det klæder på sin vis orkesteret, der dog ikke endegyldigt formår at finde balancen mellem episk sangskrivning og fængende melodier.

Savner stærkere hooks
Åbningsnumrene ’Satellites’, ’Witness’ og ’The Night Believer’ er ørefaldende skæringer, men generelt savner albummet stærkere hooks, og til tider driver den ellers sindrigt gennemarbejdede vellyd lidt for ubemærket forbi.

Balladen ’Water Slides’ er et sjældent islæt med umiddelbar emotionel pondus, og selv om Mews storslåede og særligt skandinaviske sound simpelthen bare er imponerende, så savner man, at bandet leger mere med sit udtryk.

Kort og godt Mew

Undtagelser er smittende ’Making Friends’, der minder om Gangway, og det afrikanske groove på ’Clinging to a Bad Dream’, hvor perfektionisterne fremstår forfriskende løsslupne.  

Mew prøver diskret at være Mew på en ny måde, men de ender egentlig med at lyde som en tro kopi af gode gamle Mew, og det gør naturligvis knap så meget, når man ikke er som alle de andre.

 

'+-' kan streames her