Der er opbrudstendenser indenfor den hjemlige matematikrock, hvor Turboweekend siger farvel, Nephew går igen og igen, mens Veto har fået vokseværk på comebackalbummet ’16 Colors’.
Efter syv års pladepause er jyderne tilbage med et mere modent og ambitiøst udtryk, som klæder både genren og bandet.
Se også: Veto som velsmurt maskine
Vetos smældende sound er stadig elektronisk funderet, men i en overraskende organisk produktion imponerer Troels Abrahamsens slæng med dynamisk detaljerigdom og nøje arrangeret stoflighed.
Uden at sprænge stilartens rammer er ’16 Colors’ et afvekslende og for danske forhold bemærkelsesværdigt musikalsk og udfordrende album, der drives frem på en rastløst pulserende energi af autentisk engagement og viljekraft.
Se også: Veto i hælene på Madonna
Flere af udspillets ti gennemarbejdede numre tynges imidlertid af gruppens hang til selvhøjtidelighed, som Abrahamsen personificerer med en skælvende stemmeføring, hvor Robert Smiths afmagt møder Scott Walkers croon.
Det er nogle alvorlige mænd. Og det er umuligt ikke at tage dem alvorligt.
