Søren Huss tog et syvmileskridt med ’MidtlivsVisen’ i 2017. Pludselig lød den før så hæmmede og akavede sangskriver både afklaret og moden. Han blev kort sagt voksen.
Opfølgeren ’Sort & hvid til evig tid’ er dog et tilbageskridt. Eller i hvert fald et skridt til siden.
Helt nøgen: Søren Huss blotter sig
På karrierens fjerde soloalbum filosoferer den tidligere sanger i Saybia om nuancerne mellem sort og hvid, men resultatet er snarere gråt.
I en fordragelig krydsning af dansk visetradition og voksenpop træder fynboen vande. Han leder efter noget at gå i dybden med, og man savner modspil til hans snigende magelighed.
Flakker omkring
Brusende ’En smeltet kaktus i en vestvendt vindueskarm’ og luftige ’Postkort’ fungerer tilforladeligt i albummets begyndelse, men generelt mangler de blot otte numre på ’Sort & hvid til evig tid’ karakter i en konservativ produktion af Mahler & Bir.
Strygerne klæder imidlertid materialet på navnlig flot arrangerede og forsigtigt revsende ’Blændværk’, hvor Huss lyder indtrængende og finder et passende leje til sin vokal, der ellers flakker noget omkring mellem sange uden afgørende fokus.
Håbløst: Fynbo saboteret på festival
Nu troede man ellers lige, sangeren havde fundet sin stemme.
’Krænger min sjæl ud’, synger Huss igen og igen på ’Entreprenør’, men kunstneren lever egentlig ikke op til klichéen.
Han er vist havnet i en musikalsk midtlivskrise.
