Thomas Helmig overraskede ved helt uden varsel at udsende ’Takker’ i morges. Det er dog knap så chokerende, at albummet er dårligt.
Efter karrierens længste pladepause fortsætter Helmig nemlig den klodsede stil fra sin fire et halvt år gamle forgænger, ’KH Helmig’.
Popsoulen, der er veteranens evige adelsmærke, har vel aldrig været mere populær, men i forhold til Lukas Graham, Phlake og Scarlet Pleasure minder Helmig anno 2018 om den pinlige onkel, der stavrer uønsket omkring på ungdomsklubbens dansegulv og leder febrilsk efter sin benprotese.
I en uappetitlig lagkageproduktion, som formentlig har været billigere end et smut i Lagkagehuset, disker jyden op med corny lydeffekter og kitschede indfald, der hører hjemme i Melodi Grand Prix anno Tommy Seebach.
En kasseret karklud
Sangerens stemme er røget ned til filteret, men han kan stadig hoste et par hæderlige melodier op, og hans mest trofaste fans fra tiden med Brothers vil formentlig sprænge læderbukserne til tonerne af det diskofile åbningsnummer ’Vi er de eneste’. Daft Punk er det ikke.
Helmig hædrer forbilledet George Clinton på nostalgiske ’Vi kom med funk’, der undtagelsesvis er en vellykket stiløvelse med et gedigent groove. For det meste er popstjernens sound dog spændstig som en kasseret karklud.
Hvordan en voksen mand på 53 kan få sig selv til at starte sirupsjæleren ’Burberry og L'Occitane’ med lyrikken ’Jeg bliver nok nødt til at tage mine solbriller på nu, sådan som du skinner’ er et mysterium på bundniveau med Bermuda-trekanten.
’Kærlighed (Mutters alene)’ er en øm blanding af Bob Dylan og Ed Sheeran - mest den sidste - og på ’Hold fast’ klynker sønnen Hugo med, og hold fast hvor er det ligegyldigt.
Kæmpe fiasko for Thomas Helmig
Helmig har fremtiden bag sig, men han strejfer en tidløs tone på det afsluttende titelnummer, der er en inderlig hyldest til hustruen, som lukkede gemalen ind igen, da han stod drøntrist derude og bankede på.
De fleste andre vil nok sige nej tak til ’Takker’.
%20copy%205.png)
