Der skal ikke så meget til for at være noget særligt på den danske rapscene, men Artigeardit har aldrig mindet om de andre.
På sit bemærkelsesværdigt eftertænksomme og genreblandende fjerde album, ’Længe leve’, flytter han sig endnu længere væk fra klichéerne og konkurrenterne.
Han er mere særlig end nogensinde.
Artigeardit springer ud på dybt vand uden badering og skudsikker vest. Men vovehalsen kan bunde. Han overlever stuntet. Sådan da.
Besat af virkelyst
Titelnummerets svirrende strygere åbner pladen, inden rapperen kaster sig hovedkulds ind i musikken tilsat et intenst stakåndet flow.
Artigeardit insisterer på at gøre en forskel. Lige nu. Det kan kun gå for langsomt.
Gennem 34 hektiske minutter fremstår han nærmest besat af virkelyst, og for det meste kan evnerne nogenlunde følge med ambitionerne.
I USA er det jo ingen sensation, når Kendrick Lamar, Aesop Rock eller Clipping ekspanderer genren med elementer fra andre stilarter, men herhjemme føles det faktisk som et nybrud, at Artigeardit forsager beatmaskinen til fordel for et mere håndholdt og organisk udtryk.
’Ensom’ har et jazzet swing, ’Chart’ dirrer på en effektiv guitarfigur, og i selskab med producerne Adam Hillebrandt, Anton Westerlin og Frederik Thaae leger hovedpersonen også med pop, rock og soul.
For meget kandis
Kvindevokaler og bløde omkvæd kandiserer ’Længe leve’ unødigt. Artigeardits ordstrøm er til gengæld usødet.
Uden filter og med følelserne udenpå fritidssættet rapper han om blandt andet berømmelse, afhængighed og sine albanske rødder, men roden fortæller også sårbart om kærlighed, tvivl og rodløshed.
Ildsjælen lyder som en mand med en musikalsk og mental borgerkrig i brystet, og denne gang eksploderer han så hæmningsløst, at det bør give genlyd udover rapscenen.
For Artigeardit er det mere end musik.
