Der er gået mere end fem år, siden Peter Sommer udsendte et soloalbum.

Han bryder stilheden med ordene ’Jeg springer ud som optimist, det føles som at desertere’, og så er grundtonen ellers slået an på endnu et underfundigt filosoferende udspil fra den poetisk så snilde sortseer.

Se også: Peter Sommer og den eneste ene

Forgængeren ’Alt forladt’ var en smertelig skilsmisseplade, og Sommer kredser også om den store kærlighed på ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’, hvor lykken er lunefuld, mens hengivenhed og mistillid går hånd i hånd.

Den begavede tekstforfatter cementerer sin position som en outsiderslingrende blanding af Steffen Brandt (da han var god) og C.V. Jørgensen (da han gad), men musikalsk tester jyden diskret nye genrer.

Blåtonet univers
Albummets første halvdel er indspillet med Sommers faste band, Tiggerne, der klæder sangeren med en malmfuld og dreven rocksound, mens den 43-årige sangskriver er ude i et anderledes grænsesøgende ærinde på sidste halvdel.

Her samarbejder han med duoen Bremer/McCoy, som placerer hovedpersonen i et blåtonet lydunivers, hvor han flirter med atmosfærerig dub og navnlig jazz, mens han intensiverer sit grubleri på vedkommende ’Faret vild i den samme skov’ og ’Mission’.

Se også: Sommer er over os

Blandt rocknumrene folder stort anlagte ’Skønne spildte kræfter’ sig flot ud, men generelt nøjes ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ med at være endnu et flot album, der bare ikke endegyldigt munder ud i det danske hovedværk, som Sommer har talentet til at forløse.

Han mangler igen lige det udefinerbare sidste og ekstraordinære touch, men mindre kan sagtens gøre det, og når pladen noget paradoksalt både er solid og en skuffelse, så siger det mest om forventningerne til Sommer.