Aventine er en af Roms syv høje, hvor alverdens drama har udspillet sig gennem tiderne, men ’Aventine’ er også det nye album fra Agnes Obel, der er knap så vild og voldsom.

Københavnerens hjerteblod flyder stilfærdigt videre på opfølgeren til nærmest sensationelt succesfulde ’Philharmonics’, og værkerne ligner hinanden som to dråber vand.

I længden føles ’Aventine’ dog som at se en vandhane dryppe, for der er simpelthen for lidt variation og noget, der bare kunne minde om overraskelser i Obels søvndyssende tristesse.

Sangene lister smagfuldt ud fra hendes piano tilsat cello med panderynker, men melodierne er vage og udynamiske, og elegant fortættede ’Fuel to Fire’ er det eneste nummer, der efterlader et indtryk.

Ellers keder man sig. Og keder sig noget mere.