Trist: Fynsk verdensstjerne sælger ud

Sangerinden Mø mister sig selv i tidens toneklang på anonym popplade med få markante ørehængere

Mø alias Karen Marie Ørsted Andersen, der fyldte 30 midt i august, giver 1. december koncert i Royal Arena på Amager. Foto: Fryd Frydendahl
Mø alias Karen Marie Ørsted Andersen, der fyldte 30 midt i august, giver 1. december koncert i Royal Arena på Amager. Foto: Fryd Frydendahl

Mø: 'Forever Neverland' (RCA/Sony) Ude 19. oktober

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Møs medvirken på Major Lazers to globale megahits, ’Lean On’ og ’Cold Water’, har gjort fynboen til en sjælden dansk verdensstjerne, men der er desværre ikke meget, der er sjældent ved hendes længe ventede andet album, ’Forever Neverland’.

Musikalsk har Mø alias Karen Marie Ørsted Andersen aldrig været så anderledes, som hun har ry for at være, og sangerindens tiltagende leflen for en strømlinet sound får hende til at lyde langt mere af det store udland end lille Ubberud.

Se også: Skulle hun være noget særligt?

Møs skæve personlighed er trukket længere i baggrunden, men modsat så mange andre marionetdukker på den overbefolkede popscene, så har man dog fortsat et indtryk af, at der befinder sig et menneske af kød, blod og selvbestemmelse inde bag hendes spraglede facade.

- I just wanna get fucked up with my baby, synger hun på eksotisk dinglende ’Way Down’, der er et af pladens mest vellykkede numre, selvom det egentlig virker, som om hun hellere vil have en fodmassage.

Inderlig ballade
En lang række sangskrivere og producere har udstyret Mø med et noget tilforladeligt og ufarligt materiale.

’I Want You’ kunne de ligeså godt have afsat til Justin Bieber eller Britney Spears, og ’Imaginary Friend’ er også anonym i en udvandet genre, hvor Tove Lo, Zara Larsson og Charli XCX er klonet til ugenkendelighed.

Se også: Hjemmesejr til landsbytossen

Sidstnævnte medvirker på ’If It’s Over’ uden at gøre en forskel, men den storladne ballade ’Mercy’ får Mø til at træde i karakter med en inderlig vokal, som er det nærmeste, hun kommer den uhæmmet strittende individualitet, der kendetegner hendes koncerter.

Se også: Mø som tiger i bur

Reggaepåvirkede ’Red Wine’ er ganske tiltalende i Major Lazers velkendte stil, og hitmagernes hovedkraft, Diplo, medvirker såmænd på sødmefulde ’Sun In Our Eyes’. Hvis sangen var blevet lidt bedre, så havde han nok gemt den til sit eget band.

Mø savner både afgørende ørehængere og Karen på ’Forever Neverland’, der næppe får hendes stjernestatus til at vokse i hverken verden eller Danmark.

Coveret til Møs 'Forever Neverland', som varer 45 minutter og er odenseanerens første album siden foråret 2014.
Coveret til Møs 'Forever Neverland', som varer 45 minutter og er odenseanerens første album siden foråret 2014.
 

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Delbert McClinton and Self-Made Men + Dana: 'Tall, Dark, & Handsome' (Hot Shot-album/Ude 26. juli)
2.Ty Segall: 'First Taste' (Drag City-album/Ude 2. august)
3.Russian Circles: 'Blood Year' (Sargent House-album/Ude 2. august)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Bombay Bicycle Club: 'Demos 2004-2008' (Mmm...-album/Ude nu)
2.Sofia Bolt: 'Waves' (Loantaka-album/Ude nu)
3.Sigur Rós: 'Ágætis byrjun - 20th Anniversary Deluxe Edition' (Krunk-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere