The Minds of 99 har tydeligvis lært et trick eller tyve af banebrydende New Order, men drengene fra København sætter ingen ny dagsorden på ’Solkongen’.
Bandets tredje album er en sammenlægning af to ep’er, hvor de ufortrødent tumler videre med mere rastløs elektrorock og livshungrende postpunk.
Ildsjæle: Festivalstart var en fuser
Kvintettens sange er ikke stærke nok til at forløse den brændende ambition om at gøre en forskel, og der savnes afgørende hooks, idéer og melodier på en skive, som dog med en vis succes søger tilflugt fra alverdens støj i Niels Brandts flammende poesi.
Sangerens forcerede stenbrosdialekt er imidlertid enerverende, og halvandet årti efter Nephew slog igennem, fremstår det stadig anstrengende at blande dansk og engelsk.
The Minds of 99 genbruger også jydernes producer Carsten Heller, der sammen med Eloq har skabt et driftsikkert, men meget lidt spændende lydbillede, som ungersvendene knokler rundt i uden egentlig at komme nogen vegne.
Nu er det alvor for dansk rockband
I samme genre flytter Veto sig vitterligt på aktuelle ’16 Colors’, og i sammenligning med det album får ’Solkongen’ The Minds of 99 til at minde om et behjertet gymnasieband.
En lunken plade om at være ung i en kold tid.