Der er album, som ændrer ens liv og følger en for evigt.
Man kan huske, hvor man var første gang, tonerne ramte en, og lige meget hvornår, man sætter værket på igen, så overvældes man af musikkens tidløse kvaliteter og bevægende kraft.
TV-2’s album nummer 418 - sådan føles det i hvert fald - er ikke en af den slags plader. Tværtimod.
Hvis man til påske kan huske, hvor man var første gang, man hørte ’Det gode liv’, så skyldes det, at man kørte sin Toyota ind i et læskur, fordi man faldt i søvn midt i anden sang.
Eller i tredje, femte, sjette eller en af de andre håbløst kedelige skæringer, der selv for veteranernes stærkt nedadgående standard er blottet for vilje, nødvendighed og liv.
Det lyder simpelthen som om, kvartetten ikke gider længere, og hvis forgængeren ’Showtime’ bare var endnu en genudsendelse, så er ’Det gode liv’ øjeblikket, hvor TV-2 mister signalet.
Ny ung producer - samme gamle lyd
Gruppen har atter allieret sig med en yngre producer, men Andreas ’Maskinen’ Sommer, der er Marie Keys faste samarbejdspartner, ændrer heller ikke på, at TV-2 lyder som TV-2.
Steffen Brandt har ikke mere at sige, men det gør han alligevel med vanlig antistemme, så der er flere høfligt revsende kærlighedssange til de par, der nok efterhånden mener ’Vild med dans’ og manualen til fladskærmen er rigeligt udfordrende.
Melodierne er så svage, at de nærmest modarbejder numrene, men undtagelsesvis er der lidt dynamik over åbningsvalsen ’Dig og så mig (og så alt det derude)’, mens også elektroniske ’Grib karpen’ hæver sig over gennemsnittet.
Det siger dog mere om gennemsnittet.
Connie Nielsen (!) og Jørgen Leth er med på gæstevisit, men der skal meget mere til at redde TV-2, som er i selvdødt selvsving.
Til sidst vil ensemblet pludselig lave kunst på dystre ’Berlin’ og ’Den øverste knap’. Det er nok snarere stopknappen, de skal have fat i.
