Tvivl og tab

To danske debutanter bevæger sig på gyngende grund, den ene mere end den anden

ITVIVL består af digteren Bjørn Friis Thomsen samt musikeren og sangeren Mads Væhrens. (Foto: Peter Helles)
ITVIVL består af digteren Bjørn Friis Thomsen samt musikeren og sangeren Mads Væhrens. (Foto: Peter Helles)

 
Ulvetimen: 'Indtag Natten' (DME)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

 
ITVIVL: 'Ophav' (Target)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ulvetimen som begreb stammer fra gammel folketro, hvor den betegner tiden lige før daggry, men er i moderne sprogbrug mest kendt som timen omkring børnehentning og madlavning, hvor det godt kan kræve lidt tålmodighed at få enderne til at mødes.

Men det er også navnet på et nyt dansk orkester med sangeren og sangskriveren Kristian Kjærulff Ravn i absolut front. Debuten ’Indtag natten’ tager i den grad albumformatet alvorligt og de ti sange udgør en sammenhængende fortælling, der går fra forelskelse og skandinavisk lyst i ’Nord’ over ægteskab i ’Kysset af ild’ inden det allerede går galt i sang nummer tre ’Kærlighed til pynt, hvorefter de syv resterende sange kredser omkring forskellige faser i den efterfølgende deroute inden det til sidst ender med det endelige nederlag i ’Det går op’. Eller er det blot fordi, det er mørkest lige før solen står op? 

Se også: Elektrisk musik for krop og sjæl

’Indtag natten’ er med andre ord en skilsmisseplade og skriver sig dermed ind i en klassisk tradition, der også tæller titler som Dylans ’Blood on the Tracks’, Marvin Gayes ’Here My Dear’, Springsteens ’Tunnel of Love’ og en lang række andre smertefulde mesterværker.

Samme niveau når ’Indtag natten’ selvklart ikke, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Ravns tekster kan især indledningsvis godt tangere det rørstrømske og kunstlede – især når de læses – men løfter sig heldigvis noget, når de bliver sunget, da Ravn er en  ganske udtryksfuld vokalist. Det bliver endnu bedre da fortælleren ryger ud i frit fald og især titelnummeret samt ’Den enlige fodsoldat’ er gennemsyret af en bitter nødvendighed, der tyder på, at her er tale om selvoplevet stof.  Det lyder simpelthen som om, der er noget på spil.

Se også: Kleptomaner på charmeoffensiv

 Når jeg nu fortæller, at albummet er co-produceret af Nikolaj Nørlund, har man nok en anelse om, hvor vi er henne rent musikalsk. Traditionsbunden, melankolsk rock i smagfuld iscenesættelse med brug af blandt andet strygere som koloristisk element. Alt sammen mere end i orden, men stor originalitet kan foretagendet ikke bryste sig af. Især titelnummeret vil dog nok ligge på min playliste en rum tid fremover.

Så bliver der taget en del flere chancer på  debutalbummet fra ITVIVL,  der er et samarbejde mellem musikeren Mads Væhrens og  digteren Bjørn Friis Thomsen uden at der dog af den grund går fodslæbende lyrik med musikledsagelse i den. Heldigvis. Væhrens får nemlig – godt hjulpet af produceren og multiinstrumentalisten Oliver Hoiness (Skammens Vogn, The Cabin Project, Kira Skov m.fl.) – kreeret et konstant overraskende musikalsk rum, der blander både gemen, skurrende guitarrock, udsyret jazz og boblende electronica plus det løse, som formår at vende det uafklarede til en styrke. Tvivl er som bekendt ofte mere interessant end tro.

Se også: Suveræn sirenesang

Det hjælper også på det, at Thomsen har skrevet en række suveræne og stærkt billedskabende tekster, som bliver ved med at give efter mange gennemlytninger. Allerede i åbningssangen ’Din Mund’  får han på blot 14 linjer fortalt hele den samme historie som ’Ulvetimen’ strækker over et helt album. Ja, en linje kan faktisk gøre det: ’Jeg blinker, som om faste spisetider fandtes’.

Eller når et besøg i barndommens for længst fremmede landskab i titelsangen ’Ophav’ kondenseres til: ’Jeg kender ingen i dette ophav/hvor alt burde være døre’.  Og sådan kunne man blive ved med at citere gyldne formuleringer, som heldigvis får ledsagelse af en musikalsk iscenesættelse, der yder dem mere end retfærdighed. På en gang imødekommende og alligevel konstant uforudsigeligt.

Se også: Her er efterårets lydspor

Og nej, Væhrens er bestemt ikke klodens største vokalist, men hvad gør det, når man har linjer som ’Nu er jeg ikke længere nogen/og i  aften klar til hvad som helst’ at synge. Intet mindre end  fremragende.  

1 af 2 Kristian Kjærulff Ravn er den absolutte frontfigur i Ulvetimen. (Foto: PR-Foto)
2 af 2 ITVIVL består af digteren Bjørn Friis Thomsen samt musikeren og sangeren Mads Væhrens. (Foto: Peter Helles)
1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Bill Fay: 'Countless Branches' (Dead Oceans-album/Ude 17. januar)
2.The Black Lips: 'Sing in a World That’s Falling Apart' (Fire-album/Ude 24. januar)
3.Oscar Danielson: 'Det här kan bli året som jag faller' (Sif-album/Ude 17. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere