Storladne frierier med hjælp fra kendte sangere er primært noget, man ser i romantiske film fra Hollywood.
Men i går kunne folk på jagt efter julegaver i Illum i København følge netop sådan et frieri på tæt hold.
Tim, der er meget forelsket i sin kæreste Stephanie, havde sendt en Facebook-besked til sangeren Thomas Buttenschøn for at høre, om han ville hjælpe ham med det perfekte frieri.
Det ville den aarhusianske trubadur heldigvis gerne.
Hitmager: Derfor forlod jeg København
Og da sangeren med det store garn alligevel spillede koncert i København i går, blev det også valgt til dagen for det store frieri.
Stephanie arbejder i Illum, og her skulle den heldige pige overraskes.
'På rulle-trappen på vej op mod 4 sal i Illum, hvor Stephanie arbejder, begyndte jeg pludselig at blive ret nervøs. Hvad fanden var det, jeg havde sagt ja til... Hvad nu hvis hun sagde nej? Det ville da være helt forfærdeligt. Vildt pinligt for mig, men mest af alt for den kære Tim. For hvis nogen siger nej, hvis man frier, så er det jo det samme som at slå op,' skriver Thomas Buttenschøn på sin Instagram-profil og sin Facebook-profil om episoden.
Thomas Buttenschøn fortsatte dog alligevel som planlagt, så da han trådte af rulletrappen, gik han over til Stephanie og begyndte at synge sin sang 'Smukkere end smuk' for hende.
'Hun smilede og så glad ud. Puha. Så langt så godt. Jeg sang, og da jeg havde spillet første omkvæd, tog Tim over. Han havde gemt sig i baggrunden,' lyder den videre fortælling.
Heldigvis tog Stephanie godt imod det hele.
'Hele den øverste etage i Illum stod med røde øjne, og vi hørte hende i glædesgråd sige 'ja',' skriver sangeren sammen med et stort tillykke.
Noget lader til, at ikke kun Stephanie blev rørt over frieriet. Indtil videre har 7.600 personer trykket like ved opslaget om frieriet på Facebook.
Du kan se et billeder af Thomas Buttenschøn sammen med romantiske Tim her.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.