Ærlig Mads Langer: - Det var et kæmpe chok

Fredag aften gav Mads Langer livekoncert på ekstrabladet.dk fra en tom K.B. Hallen. Undervejs kunne seerne stille spørgsmål til hitmageren. Dem får I svar på her

Efter koncerten på ekstrabladet.dk har Mads Langer svaret på en række af læsernes spørgsmål. Foto: Per Lange
Efter koncerten på ekstrabladet.dk har Mads Langer svaret på en række af læsernes spørgsmål. Foto: Per Lange

Fredag aften bød Ekstra Bladet på noget af en fredagsfest, da Mads Langer gav livekoncert på ekstrabladet.dk.

Her spillede den 36-årige hitmager, der netop nu er aktuel med singlen 21:4, live fra et gabende tomt K.B. Hallen i godt 30 minutter og bød blandt andet på store hits som 'Flawless', 'Eyes Closed' og en nyfortolkning af 'Mellem linjerne', så den passede til coronakrisen, vi lige nu står i, og budskabet om at være sammen - hver for sig.

Mads Langer glæder sig til at give koncert på ekstrabladet.dk fredag aften klokken 20. Foto: Henning Hjorth DK MusikNYT - 3. apr. 2020 - kl. 17:28 Gratis koncert kun på Ekstra Bladet: - Jeg bliver helt rørt

Mads Langer havde blandt andet sagt ja til at give koncert på ekstrabladet.dk i håb om at sprede lidt god stemning i en tid, hvor coronakrisen er på alles læber, og hvor vi ikke kan samles om koncerter og andre fælles oplevelser, som vi plejer.

Mads Langer vakte stor begejstring hos Ekstra Bladets læsere. Foto: Per Lange
Mads Langer vakte stor begejstring hos Ekstra Bladets læsere. Foto: Per Lange
 

Under koncerten fik seerne mulighed for at komme tæt på Mads Langer - blandt andet ved at sende spørgsmål ind til ham undervejs. Spørgsmålene har Mads Langer svaret på skriftligt umiddelbart efter koncerten.

Du kan se alle hans svar herunder:

Hvem ville du helst spille sammen med, hvis du selv kunne vælge? Og hvem er dine store idoler?  

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at synge en duet med Adele. Og mine store idoler er navne som The Beatles, Radiohead og Jeff Buckley.  

Hvad har indtil videre været din største oplevelse at optræde og spille for? 

- Jamen, en af de største oplevelser var helt sikkert, da jeg spillede de ti udsolgte koncerter i Store Vega. Det er nok noget, som altid vil stå helt klart for mig i forhold til min karriere. Men generelt er jeg ekstremt glad og privilegeret over at få lov til at spille så mange forskellige koncerter. Jeg sætter pris på de helt små og nære akustiske koncerter, og også de helt store arenakoncerter som K.B. Hallen og festivaler.  

Hvis du skulle vælge en introsang til dit liv, hvilken sang skulle det så være? 

- Jamen i anledningen af at Bill Withers er død, så skal det være 'Ain’t No Sunshine'. 

Du har tidligere fortalt, at en af dine gode venner har mistet begge sine forældre til coronavirus. Hvordan har det påvirket dig?

- Det har selvfølgelig betydet, at det er kommet tæt på. I starten var det svært at forholde sig til, og da det skete, blev det meget konkret. Så på den måde har jeg oplevet, hvor slemt det kan gå med det, og det har gjort, at jeg virkelig har taget det alvorligt selv. 

Mads Langer var glad og tilfreds umiddelbart efter koncerten på ekstrabladet.dk. Foto: Per Lange
Mads Langer var glad og tilfreds umiddelbart efter koncerten på ekstrabladet.dk. Foto: Per Lange
 

Jeg kunne godt tænke mig at høre bandets refleksioner om deres koncertoplevelse? Føles det mere intimt eller fjernt at spille uden publikum og bifald? Og hvad tror de I, det gør for jer selv, og dem der følger med?

- Det er todelt. På den ene side er det mere fjernt, og på den anden side er det mere intimt.  Jeg tror også, at folk, der følger med, mærker, at der er nogle unaturlige pauser mellem numrene, hvor vi er vant til at kigge folk i øjnene og se deres reaktioner 1-til-1. Så vi kigger lidt på hinanden, og dét det minder mest om, er jo, når vi er i studiet og indspiller noget. Bortset fra at her, der ved vi, at der er en masse, der kigger med.

- Det er lidt som at være med i 'Big Brother'. Altså der er et kamera, der ser alt, og du kan ikke skjule noget. Når du spiller koncert, kan du altid vende dig om og få et break. Det kan du ikke her. 

Mads Langer på scenen i K.B. Hallen. Foto: Per Lange
Mads Langer på scenen i K.B. Hallen. Foto: Per Lange
 

Hvordan var det at optræde uden publikum? 

- Det var meget specielt. Men jeg vidste også, at der sad nogle ude og så med, så det handlede om at prøve at forestille sig, at der sad en masse mennesker derude og så med. Så det var meget, meget anderledes.

- Det er jo ekstremt specielt at stå og spille og vide, at der er nogle, der lytter, men uden at man får en respons. Nu har jeg prøvet det et par gange under coronakrisen, og jo flere gange, jeg gør det, jo mere vænner jeg mig også til det. Men det var fedt. Jeg var glad for at få lov at stå i K.B. hallen, når jeg nu skulle have spillet der. 

Se også: Ærlig Clara: - Det er aldrig noget man vænner sig til

Hvad er din bedste oplevelse med en fan? Og den værste? 

- Jeg har godt nok haft mange sjove oplevelser med fans. Men det var især vildt sjovt på Grøn Koncert for fire år siden, da jeg havde fans med op på scenen. Blandt andre havde jeg Nicklas Sahl med og spille et cover af ‘3AM’, før han blev kendt. Jeg kan huske, at han forud for det havde lagt et cover på Instagram af ‘3AM’, og jeg kunne simpelthen ikke høre, at det ikke var mig. Det var sjovt.  

- Jeg vil sige, den værste oplevelse, jeg har haft med fans, var på et tidspunkt, hvor jeg havde ret meget succes i Italien. Fansene dernede er meget aggressive i forhold til herhjemme. Jeg spillede til MTV Awards dernede, og jeg var decideret bange for, at fansene ville smadre ruden ind til den bil, jeg sad i, og jeg måtte have bodyguards med mig rundt. Det var ubehageligt, fordi det var hysterisk på en måde, som jeg ikke kunnet identificere mig med. Jeg er virkelig glad for den måde, man kan være offentlig kendt her i Danmark. Der er mere respekt omkring, at man er et normalt menneske ligesom alle andre, når man ikke er på. 

Mads Langer synes, det var specielt at stå på scenen uden publikum. Foto: Per Lange
Mads Langer synes, det var specielt at stå på scenen uden publikum. Foto: Per Lange
 

Sejt at du står frem med din angst. Hvordan har du det i dag? 

- I dag har jeg det godt. I dag er jeg et sted, hvor jeg kender signalerne og kender mig selv, og mit mentale immunforsvar bedre, end jeg gjorde tidligere. Så jeg ved, hvordan jeg skal tackle det, når angsten kommer. Og jeg er ikke invalideret af det længere. Det er mere en del af mig, som jeg lever med. Det er ikke en fjende længere, det er bare en del af mig. Så på den måde har jeg det bedre, end jeg nogensinde har haft det.  

Hvordan har coronavirus påvirket dig personligt? 

- Det har jo påvirket mig på den måde, at jeg var midt i en turné, og den turné måtte jeg stoppe fra den ene dag til den anden. Og det var selvfølgelig et kæmpe chok og også virkelig frustrerende, fordi jeg havde glædet mig enormt meget til at spille for folk. Så det har selvfølgelig været meget underligt, det med at have glædet sig et helt år til at komme på turné, og så måtte afbryde det. 

- Men på den anden side, har jeg ikke prøvet at sove i min seng i tre uger i træk i ti år, og det har virkelig været dejligt. Jeg håber, at jeg på den anden side kan tage det med mig: At nogen gange er det også vigtigt, at du ikke altid skal besøge en masse mennesker eller tage på ferie alle mulige steder. Men at der ligger en stor værdi i at dyrke det hjemlige og det mere langsomme. Så på den måde har jeg, under lidt ulykkelige omstændigheder, fået foræret en lang periode i mit hjem med min hustru, og det har været rigtig dejligt. 

Der var bestemt ikke sparet på lys og effekter, selvom Mads Langer spillet i en tom K.B. Hallen. Foto: Per Lange
Der var bestemt ikke sparet på lys og effekter, selvom Mads Langer spillet i en tom K.B. Hallen. Foto: Per Lange
 

Du kan se eller gense Mads Langers koncert i playeren øverst i denne artikel. Du kan også gense tidligere koncerter på ekstrabladet.dk herunder:

0 kommentarer
Vis kommentarer