Når der mandag aften bliver afholdt velgørenhedsarrangementet Charity Catwalk på Børsen i København i anledning af modeugen, bliver det uden det danske hitband Lukas Graham, der ellers var aftenens hovednavn.
I sidste øjeblik måtte bandet nemlig aflyse på grund af sygdom.
Det bekræfter Signe Schouw, der er presseansvarlig i forbindelse med eventet, over for Ekstra Bladet.
- Lukas Graham har måttet aflyse, fordi Lukas er blevet syg. Det er så ærgerligt, og vi har først fået det at vide her for et par timer siden, siger hun.
- Heldigvis kunne Drew træde til med kort varsel. Det er vi meget glade for.
De fremmødte til Charity Catwalk må altså se langt efter Lukas Graham og hits som '7 Years' og 'Love Someone'.
Og det skuffer psykolog Sarah Zobel, som er en af arrangørerne bag eventet, hvor der bliver samlet ind til Legeheltene.
- Jeg er megaskuffet, men sådan er det, når man laver charity. Men jeg er glad for, at vi har fået Drew i stedet for, fortæller Sarah Zobel til Se og Hør.
Blandt modellerne til catwalken er tv-baronesse Caroline Fleming, 'Vild med dans'-værtine Sarah Grünewald og skuespiller Ellen Hillingsø.
Christiane Schaumburg-Müller og designeren Jesper Høvring er værter til eventet, mens publikum også kan se frem til at høre Outlandish og Nicklas Sahl spille.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Lukas Graham gennem deres management, men i skrivende stund uden held.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.