Efter mandag aftens regnskyl har det været en rolig nat på Roskilde Festival.
Det meddeler Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Lidt anderledes så det ud her til morgen, hvor der blev sendt et hold dykkere i vandet ved festivalens populære badesø.
- Her til morgen blev der fundet tøj og personlige effekter ved søen, og derfor er der blevet sat en eftersøgning i gang. Vi vil gerne sikre, at nogen ikke er gået i vandet, siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet er der umiddelbart tale om et sæt herre- og et sæt dametøj.
- Men vi vil gerne komme med et opråb til folk derude. Hvis I har glemt noget ved badesøen, så henvend jer. Vi vil meget gerne finde ejermændene til de ting hurtigst muligt, siger Charlotte Tornquist.
Tirsdag omkring klokken 9 oplyser politiet på Twitter, at de ikke har fundet nogen personer i vandet.
'Vi har siden i morges gennemsøgt badesøen på Roskilde Festival med dykkere, efter at en festivalvagt fandt tøj på bredden. Dykkerne har ikke fundet personer i vandet, så vi er nu færdige på stedet', lyder det.
Ekstra Bladets reporter på stedet kan ligeledes fortælle, at alt ånder fred og ro ved badesøen tirsdag omkring klokken 9.
Muligt grundlovsforhør
Tirsdag morgen afgøres det, om den 21-årige mand, der mandag blev anholdt på festivalpladsen, skal stilles for en dommer ved et grundlovsforhør.
Den 21-årig mand er sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Det var en ung kvinde, der anmeldte ham søndag eftermiddag til politiet, og nogle betjente genkendte ham på baggrund af et signalement.
Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.