Alphabeat: - Det er en kæmpe skuffelse

Popgruppen Alphabeat spiller live-koncert på ekstrabladet.dk fredag aften. Og euforien er til at mærke, for det er længe siden, de sidst har spillet

Alphabeat blev dannet i Silkeborg tilbage i 2006. Sidst år gjorde de comeback efter seks års pause. Foto: Tariq Mikkel Khan
Alphabeat blev dannet i Silkeborg tilbage i 2006. Sidst år gjorde de comeback efter seks års pause. Foto: Tariq Mikkel Khan

Vind billetter til koncerten her!

Nu skulle det være. Sommeren. Den sommer, som Alphabeat havde set frem til og arbejdet hen imod i to år. Omkring 25 festivalkoncerter, der lå og ventede på dem, men som alle blev aflyst på grund af coronavirussen.

- Det er en kæmpe skuffelse. Det er den her sommer, vi så frem til, da vi samlede bandet efter fem års pause fra hinanden, fortæller popgruppens kvindelige forsanger Stine Bramsen, da Ekstra Bladet møder Alphabeat.

- Vi kunne se det hele for os, da nummeret 'Shadows' begyndte at blive et hit sidste år, og det lå lige til højrebenet, at det her skulle blive den vildeste sommer, følger den mandlige forsanger Anders SG op.

Se også: Stine og drengene i afbrudt samleje

På vegne af hele bandet fortæller Stine Bramsen, hvordan coronavirussen - ligesom for mange andre - har taget noget helt særligt fra dem.

- Det har været en sorg. Jeg har virkelig været tynget af det. Jeg begynder først nu at kunne smile igen nu. Også fordi vi skal spille. Jeg glæder mig!

Koncert i højden
Det seks personer store band har ikke spillet en eneste koncert siden februar. Derfor er glæden til at mærke - for fredag aften skal de endelig spille sammen igen som det genforenede band, de her.

Det skal de til Sommer Live på ekstrabladet.dk, hvor koncerten bliver streamet live fra øverste sal på hotel Radission Blu i København.

Se også: Kåring: Årets danske album

- Det er så unikt og crazy, at man får lov til at stå der og spille koncert på et tidspunkt i verden, der vil blive beskrevet i historiebøgerne.

- Man har på en måde været en del af det. Så vi må se på, hvad vi faktisk får - for vi kommer aldrig til at kunne gøre noget lignende igen, siger Anders SG, hvis borgerlige navn er Anders Stig Gehrt-Bendixen.

Den nye single 'Sometimes' er i sin oprindelig form fra Alphabeats comeback album 'Don't Know What's Cool Anymore', der udkom i november sidste år. Foto: Warner
Den nye single 'Sometimes' er i sin oprindelig form fra Alphabeats comeback album 'Don't Know What's Cool Anymore', der udkom i november sidste år. Foto: Warner

Fredag er også dagen, hvor de udgiver singlen 'Sometimes', som er det første nummer, bandet samlede sig om efter seks års pause.

'Sometimes' betyder derfor noget helt særligt for dem, da det var lige præcis det stykke musik, der gav dem følelsen af, at de havde fundet hinanden igen. Nummeret eksisterer allerede på deres seneste album 'Don't Know What's Cool Anymore', men singlen er en ny version, hvor et gospelkor synger med. Derfor hiver de også et gospelkor med, når de giver koncert på ekstrabladet.dk.

Ukendt tidshorisont
Konflikter splittede den succesrige gruppe fra hinanden, og de tog sig en pause fra Alphabeat i 2013.

Nogle af bandets medlemmer har fået faste jobs, og Stine Bramsen har eksempelvis haft gang i et soloprojekt, og for tiden arbejder hun på jubilæumsæsonen af 'Toppen af Poppen'.

Hvad fremtiden bringer for bandet er ikke til at spå om. De har nemlig ikke set hinanden i øjnene og lovet, at de vil være Alphabeat for evigt.

- Det er derfor, vi havde glædet os så meget til den her sommer. Vi vidste, det var nu eller aldrig, siger Anders SG.

Se også: Vild fadæse for jysk popband

- Så det er forvirrende. For hvad er vores tidshorisont nu?, lyder det fra Stine Bramsen, som tilføjer:

- Horisonten bliver i hvert fald forlænget. Vi må ikke spille denne her sommer, og det må vi forhåbentlig næste sommer, siger den 33-årige kvindelige forsanger.

- Bolden skal i mål. Det er ikke godt nok for os at stoppe her, lyder det i forlængelse fra Anders SG.

Koncerten med Alphabeat kan streames live på ekstrabladet.dk og starter klokken 20. Allerede fra klokken 19 kan du deltage i vores liveblog, som vil blive tilgængelig gratis på vores hjemmeside her. Du kan også tilmelde dig vores Facebook-event her.

14 kommentarer
Vis kommentarer