Alt aflyst: - Jeg skreg!

Selvom sommeren ikke er fyldt med koncerter under åben himmel, kan du alligevel opleve Christopher på eb.dk fredag aften

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth

Husk, at du LIVE og gratis kan se Christophers eksklusive koncert på eb.dk fredag aften 20.00

- Jeg skreg, da jeg hørte Mette Frederiksen sige, at alle festivaler blev aflyst.

- Det var en sindssyg nedtur, da det er det, jeg lever for og elsker allermest, lyder ordene fra den danske popstjerne Christopher, inden han fredag aften giver gratis koncert live på eb.dk.

Med statsministerens udmelding gik store dele af samfundet i stå, og sommerens vilde fester blev afløst af uvished.

- Det hele har været supermærkeligt. Jeg har virkelig prøvet at få det bedste ud af det.

- Det seneste år har der været meget fart på, så på en eller måde har det, at man har været tvunget til at være hjemme i tre måneder, givet mig lidt ro, siger Christopher, der trods de triste nyheder har prøvet at realisere sig selv igen.

Fordybelse
I skrivende stund er han i gang med at færdiggøre endnu et album, der skal være med til at sætte endnu mere gang i den allerede frembrusende karriere.

- Når man laver albummer, handler det meget om deadlines.

- For første gang tror jeg, at den her plade bliver færdig før tid, griner han med henvisning til, at han endelig har haft tid til at fordybe sig i musiknørderiet.

Plads til andet
Heldigvis for den travle stjerne har den festivals-løse sommer givet plads til andre ting.

- Det kommer ikke til at blive den sommer, som jeg havde håbet på. At have en dansk sommer for første gang for mit vedkommende i mange år, hvor alle ens venner og familie er hjemme, kan også noget, siger han.

- I stedet for at rejse langt væk har vi været på Bornholm for at hygge og spist Krølle-Bølle is og spillet minigolf, så jeg er så småt ved at blive et normalt menneske igen.

Et par hurtige til Christopher

Et par hurtige til Christopher:

Hvad er det første, du gør om morgenen?

- Børster tænder og tisser en tår. Altid før morgenmaden, så det hele smager af tandpasta.

Hvilken sang vil du helst head-bange til?

- Jeg var til koncert med Metallica i Royal Arena. Der fik jeg virkelig head-banget, så det må være noget med dem.

Hvad er det mest dyrebare du ejer?

- Min hustru Cecilie. Hun løber ingen steder.

Hvad er dit dummeste køb?

- Jeg har brugt så mange penge på solbriller, og det er noget af det, jeg er bedst til at smide væk. Der har jeg godt nok brugt mange penge.

Hvor dyre er dine dyreste?

- Haha, bliver det så overskriften? Ej, det siger jeg ikke. Det er af mærket Tom Ford, afslører han.

Hvornår ser vi dig som skuespiller?

- Om forhåbentlig ikke alt for længe. Det noget, som jeg vil have prøvet kræfter med i lang tid. Men nu er der fokus på musikken.

Skal du være action-helt?

- Jeg føler både, at jeg kunne være Tom Cruise, der laver sine egne stunts, men samtidig tror jeg også, at jeg ville kunne spille en god psykopat. I ringer bare derude.

Angstprovokerende
Normalt kører han med speederen i bund, når han indtager de danske scener. Men coronapausen har givet nye indsigter.

- Jeg har helt klart fået mere ro på og lært, at min krop ikke reagerer dårligt på at have nul planer, siger han, inden han laver et hurtigt blik ud i fremtiden.

- Når det hele åbner igen, så kommer jeg nok alligevel tilbage i sjette gear.

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
 

Husk, at du LIVE og gratis kan se Christophers eksklusive koncert på eb.dk fredag aften 20.00