Ane Brun: Fem plader der ændrede mit liv

Den pladeaktuelle norske sangerinde om en håndfuld plader, der gjorde en afgørende forskel

Fredag 4. september udsender Ane Brun sit syvende studiealbum 'When I'm Free'. (Foto: PR foto)
Fredag 4. september udsender Ane Brun sit syvende studiealbum 'When I'm Free'. (Foto: PR foto)

Den 39-årige sanger og sangskriver Ane Brun er født op opvokset i Norge, men har været bosat i Stockholm siden 2001, hvorfra hun via sit eget pladeselskab Ballon Ranger Records har udsendt seks roste studiealbums (inklusive et med duetter) plus det løse, hvor hun har arbejdet sig længere og længere væk fra det oprindelige afsæt i den klassiske singer/songwriter-tradition mod et langt mere eklektisk udtryk præget af både strygere og elektronik. Fredag 4. september udsender hun så sit syvende album 'When I'm Free'. I den anledning har vi bedt Ane om at fortælle om fem plader, der har haft en særlig betydning for hende.

Joni Mitchell: ’Blue’ (1971

 - Dette var det første album, jeg lyttede til, som har det varme, klassiske lydbillede med sang og guitar, som jeg selv har forsøgt at genskabe på mange af mine egne indspilninger.  Jeg boede hjemme hos en ven, som var bortrejst i 1996, og hun havde efterladt den her plade. Det var i samme periode som jeg lige var begyndt at spille guitar, og det havde stærk indvirkning på den retning jeg gik i.

 

Ani Difranco: ’Dilate’ (1996)

 - En af mine barndomsvenner gav mig denne plade i 1997. Hun sagde: ’Jeg tror du vil kunne lide den her’.  Det var også i den periode, hvor jeg var begyndt at spille guitar, og for alvor var gået i gang med at lære det. Ani DiFrancos guitarspil og tekster blev en meget stor inspiration for mig, de første år jeg skrev sange. Jeg vil næste sige, at hun var min guitarlærer, uden at hun dog var det personligt. Jeg fandt akkorder og tekster på nettet og kæmpede mig igennem de ret komplicerede guitararrangementer.

Se også: Chief 1: Fem plader der ændrede mit liv

Nils Frahm: ’Screws’ (2012)

 - Jeg opdagede den her kunstner sidste år, og hørte den plade næsten hver dag derefter. Da jeg var på turne i efteråret 2014, spillede jeg den backstage hver eneste aften den sidste time inden jeg gik på scenen. Jeg hører den stadig mindst et par gange om ugen. Den giver mig sådan en god følelse af stilhed og ro. Det er en afsindig smuk solopianoplade og jeg bliver aldrig træt af den.

 

Nina Simone: ‘Wild Is the Wind’ (1966)

 - Jeg var på turne med min ven Teitur i Norge i midten af nullerne, og vi gik ind i en pladebutik. Han købte noget med Nina Simone, og det gik op for mig, at jeg aldrig havde hørt noget med hende ud over den meget kendte ’My Baby Just Cares for Me’. Men derefter blev jeg helt høj på hendes musik. Rytmerne, hendes riffs, pianospillet og ikke mindst hendes fantastiske stemme.

Se også: EaggerStunn: Fem plader der ændrede vores liv

Miles Davis: ‘Kind of Blue’ (1959)

 - Det er en plade har jeg lyttet til, lige så længe jeg kan huske. Der var meget jazz i mit barndomshjem, og den her plade var helt central i mine forældres pladesamling. Jeg var ved at få lavet en tatovering i nakken med de første takter af ’All Blues’, da jeg var 19 år, men nåede at fortryde lige inden. Så meget betød den plade for mig dengang, og jeg betragter den stadig som en slags gammel ven. Det havde måske været en meget fin tatovering at have i dag.

 

 

 

1 kommentar
Vis kommentarer