Anne Dorte Michelsen: Ingen alderskrise her

Sangerinden er trådt ind i 'De voksnes rækker', og der har hun det godt

Anne Dorte Michelsen rehabiliterer det at være voksen. (Foto: Linda Johansen)
Anne Dorte Michelsen rehabiliterer det at være voksen. (Foto: Linda Johansen)

- Jeg har det godt med min alder. Bortset fra, at en anmelder lige har skrevet, at jeg var 61 år. At gøre mig fire år ældre, end jeg er, havde han ikke lige behøvet, griner Anne Dorte Michelsen, der efter fire års tilløb sender sit nye album, 'De voksnes rækker', på gaden i dag.

Et album, der på sædvanlig - for Anne Dorte - intim og rolig facon beskæftiger sig med tidens gang - og hvor tiden dog blev af for den 57-årige sangerinde.

- Hvad er den dybere mening med at kalde albummet det?

- Det er måske et forsøg på en rehabilitering af det at være voksen. Min generation har altid været udskældt for aldrig at blive voksen, forklædt som voksen, men som jeg synger i titelsangen, så hører jeg til i 'de voksnes rækker, og der kan de ikke undvære mig'.

- Der var en gang, hvor man drømte om at kunne starte forfra og fortsat rende i byen med sine unge venner, men det har en pris, der gør, at man ikke gør det så ofte længere. Man kan simpelthen ikke holde til det.

- Jeg laver det, jeg altid har lavet. Skriver sange, indspiller dem og tager på turne. (Foto: Linda Johansen)
- Jeg laver det, jeg altid har lavet. Skriver sange, indspiller dem og tager på turne. (Foto: Linda Johansen)
 

Træls stigmatisering
- Kender du til alderskrise?

- Det havde jeg mere udtalt, mens jeg var i 40'erne. Men man bliver jo udsat for en vis stigmatisering, og det synes jeg er træls. Vi hører hele tiden, at vi bliver flere og flere ældre i den betydning, at det er en byrde for samfundet, men det holder jo ikke. Jeg laver i hvert fald helt det samme, som jeg gjorde som ung. Skriver sange, indspiller dem og tager på turne. Og så forfra igen.

Det er fire år siden, Anne Dorte Michelsens seneste album, og på den nye har hun genoptaget samarbejdet med Billy Cross, der både har produceret og spiller guitar på 'De Voksnes Rækker'.

'De Voksnes Rækker' er Anne Dortes album nr. 13. (PR Foto)
'De Voksnes Rækker' er Anne Dortes album nr. 13. (PR Foto)
 

Tilbage til Billy Cross
Billy Cross producerede også hendes tre første solo-album efter tiden i Tøsedrengene, 'Mellem Dig og Mig' fra 1983, 'Næste Dans' i '86 og 'Alting Vender Tilbage' i 1987.

- Det er altid sjovt at vende tilbage til nogen, man ikke har arbejdet med i så mange år. Det har været dejligt. Og nervepirrrende. Mange tror, at musik bare laves på en computer, og det har jeg da også prøvet, men det giver en uforudsigelighed, når andre musikere byder ind med noget uventet, og det kan jeg godt lide.

Anne Dorte forstår ikke, at anmelderne stadig efterlyser musik mere mere gang i den. (Foto: Linda Johansen)
Anne Dorte forstår ikke, at anmelderne stadig efterlyser musik mere mere gang i den. (Foto: Linda Johansen)
 

Studser over anmeldere
Men Anne Dorte-fans skal dog ikke være nervøse for, at det 'uforudsigelige' har taget overhånd. Albummet har alle de kendetegn, et Anne Dorte-album altid har haft. Og det bør ikke mindst kritikerne forstå.

-Jeg har altid studset over, at anmelderne efter alle de år, jeg har lavet musik, stadigvæk beklager sig over, at jeg ikke laver musik med noget mere gang i den.

- Der er da så rigeligt med andet musik med gang i den, man kan høre på. Jeg laver noget andet musik. Hvorfor ikke tage det, som det er. Der er en mening i , at min musik er, som den er. Blid og stille. Det er det, jeg kan, det, jeg gør, det, jeg elsker.

- Efter alle de år bliver de alligevel ved med at skrive det samme. Skørt!

0 kommentarer
Vis kommentarer