Ugens bedste koncertdag er...

De fremmødte musikere til præsentationen af årets Fredagsrock-program var enige om at være uenige om, hvilken koncertdag der er den optimale

Steffen Brandt fra TV-2, der ikke går ind for søndagsrock. (Foto: Helle Arensbak)
Steffen Brandt fra TV-2, der ikke går ind for søndagsrock. (Foto: Helle Arensbak)

Tivolis Fredagsrock-arrangementer på Plænen i København er med sine 17 sæsoner efterhånden blevet en fasttømret institution i det danske musiklandskab.

Sidste år blev fredagskoncerterne besøgt af 400.000 publikummer, hvilket svarer til rundt regnet fire Roskilde-festivaler.

Men er fredag i virkeligheden den bedste dag at gå til koncert?

Adspurgt på det årlige pressemøde i Tivoli, hvor programmet præsenteres, kom TV-2-frontmanden Steffen Brandt i tvivl.

- Måske er fredag i virkeligheden lidt sent på ugen. Folk går jo allerede om torsdagen rundt derhjemme og tripper for at komme ud og høre musik. Det er jo derfor, torsdag kaldes lille-fredag, siger Steffen Brandt og advarer i samme åndedrag mod en enkelt specifik ugedag:

- Hvis Tivoli på noget tidspunkt overvejer at flytte koncerterne til søndag, må de godt lige ringe og spørge mig til råds først. Søndagsrock er vist ikke en optimal løsning, så er fredag nok alligevel bedst for både publikum og musikere, slutter TV-2-sangeren, der sammen med sit selvudnævnte 'Danmarks kedeligste orkester' giver koncert på Plænen den 17. maj, hvor de spiller deres tre seneste album i fuld længde fra ende til anden.

Ikke bange for søndagen
Søndagsforskrækkelsen deles dog ikke af Figurines-frontmanden og solo-trubaduren Christian Hjelm.

- Jeg spillede for nylig en koncert i Vega på en søndag. Det var en fantastisk oplevelse. Måske fordi folk ikke var fokuserede på at skulle være fulde og feste. Man skal sgu' ikke undervurdere søndagen - og slet ikke være bange for den, siger Christian Hjelm.

Nik & Jay, der indtager Plænen 16. august, stiller sig derimod totalt uforstående overfor søndag som en dag, hvor man kan høre musik og give den gas.

- Der er overhovedet ikke noget fest over søndag, og desuden elsker danskerne jo traditioner. Derfor skal der ikke laves om på Fredagsrock-konceptet, lyder den enstemmige analyse fra Boing Boing-drengene fra Værløse.

Fredagsrock er folkeeje
Ifølge Tivolis programchef Rune Erbst Ledet er der dog absolut ingen planer om at ændre ved fredagen som Tivolis store musikdag.

- Naturligvis skal vi jo ikke være bange for at udvikle os, men der er dog grænser. Vi er jo gået hen og blevet folkeje, så man skal passe på, når man laver ændringer. Desuden har vi faktisk også musik på andre ugedage. Eksempelvis lancerer vi et pop-koncept om torsdagen, og om lørdagen har vi jo big band-musik, siger Rune Erbst Ledet.

Se hele årets Fredagsrock-program nedenfor.

1 af 6 Nik & Jay foretrækker fredag, når der skal være musik og fest. (Foto: Linda Johansen)
2 af 6 De danske popveteraner i TV-2 som på det seneste har givet sig selv den udfordring, at de skal spille 100 af deres bedste sange fra bagkataloget fordelt på 6 koncerter, afslutter eksklusivt deres projekt med hits og genhør på Plænen. (Foto: Linda Johansen)
3 af 6 Sebastian samler sine musikalske legekammerater til koncert den 24. maj. (Foto: Linda Johansen)
4 af 6 Nabiha får følgeskab af Shaka Loveless den 14. juni på Plænen i Tivoli. (Foto: Linda Johansen)
5 af 6 For de rockinteresserede bliver et af årets Fredagsrock-højdepunkter 2. august, hvor Plænen ligger græs til en dobbeltkoncert med Sort Sol og The Raveonettes. Hvis ikke aftenen ødelægges totalt af det notorisk problematiske lave lydniveau, kan det gå hen og blive en eksplosiv aften. (Foto: Per Lange)
6 af 6 Steffen Brandt fra TV-2, der ikke går ind for søndagsrock. (Foto: Helle Arensbak)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Bill Fay: 'Countless Branches' (Dead Oceans-album/Ude 17. januar)
2.The Black Lips: 'Sing in a World That’s Falling Apart' (Fire-album/Ude 24. januar)
3.Oscar Danielson: 'Det här kan bli året som jag faller' (Sif-album/Ude 17. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere