Da rocken blev langhåret med The Beatles indtog i starten af 60'erne, og pigtråden satte den musikalske dagsorden herhjemme, var et af de mest fremtrædende bands The Hitmakers.
Som dog - i parantes bemærket - ikke var specielt langhårede.
Fra 1964, hvor de spillede ved Beatles-koncerterne i K.B. Hallen, til '68, hvor de sluttede i flowerpower-tøj under navnet Floor, havde Jørgen Krabbenhøff, Torben Sardorf, Bjarne de la Motte og Steen Bergstrøm stor succes på landets voksende antal af spillesteder - og var oven i købet også succesfulde i specielt Finland.
Jagger/Richards-sang
'Stop the Music' og Jagger/Richards-nummeret 'So Much in Love', som Stones aldrig selv indspillede, var musikalske højdepunkter i de år, hvor popbladet Børge sørgede for at holde teenagere orienteret om livets gang blandt de danske topgrupper.
Mere end 40 år efter opløsningen er der nu kommet en bog om den korte årrække i danskrockens 1. division. Den er skrevet af tidligere DR-medarbejder Knud Ørsted i samarbejde med Jørgen Krabbenhøff, som ikke forsøger at skjule, at det var en herlig tid, som også bød på adskillige oplevelser i dynen med repræsentanter for det modsatte køn.