Børn? Det tog er efterhånden kørt

Tim Christensen har sluppet tøjlerne og droppet presset over, at han endnu ikke er blevet far

Tim Christensen vil stadig gerne have børn, men har det 'cool' med, hvis det ikke sker. (Foto: Jakob Jørgensen)
Tim Christensen vil stadig gerne have børn, men har det 'cool' med, hvis det ikke sker. (Foto: Jakob Jørgensen)

I morgen udkommer Tim Christensens femte soloalbum. Og det er en soloplade, understreger den 37-årige sanger - også selv om han denne gang som noget nyt har haft sit band, The Damn Crystals, med i skabelsesprocessen af pladen, der har fået titlen ' Tim Christensen & The Damn Crystals'.

LÆS AMELDELSE AF PLADEN HER: Dizzy Mizz Tim overrasker

Rent musikalsk har det været en nødvendig udfordring for den tidligere Dizzy Mizz Lizzy-sanger at slippe tøjlerne lidt og lade andre blande sig i hans sange.

- Jeg er jo lidt af en kontrolfreak, der gerne vil have hele ansvaret. Jeg kan godt blive lidt bange, når tingene ryger ud af mine hænder, siger han.

Tim er Tim
Resultatet er ifølge Tim Christensen selv blevet en mere udadvendt og ikke så navlepillende plade. Men Tim er Tim - og Tim synger stadig om ulykkelig kærlighed.

LÆS OGSÅ: Tim C.: Jeg er mere end Dizzy Mizz Lizzy

- Jeg synes faktisk mere, at det handler om længsel efter lykkelig kærlighed. Det behøver ikke nødvendigvis være en ked af det-følelse.

Men det er da rigtigt, at der ofte er en stærk melankolsk følelse i det, jeg synger om.

Det, synes jeg, føles enormt smukt, siger Tim Christensen, der ' p. t. er single', som han udtrykker det.

- Hvad længes du efter?

- Det er svært at definere. Men jeg kan selvfølgelig godt længes efter det perfekte forhold - den helt klassiske med kone og børn og Volvoen i garagen og det hele, siger han og griner lidt genert.

Græsset er grønnere hos naboen
- Længes du efter det?

- Hmmm... Det er jeg ikke engang sikker på, at jeg gør. Jeg tror måske, at det er lidt den der med, at græsset er grønnere hos naboen. For jeg er da super-taknemmelig over, at jeg kan bruge al min tid på at spille musik. Men jeg kan da også misunde tømreren inde ved siden af, der kommer hjem hver dag klokken fire, og hele den der ramme, han lever i.

- Længes du også efter børn?

- Ja, jeg vil rigtig gerne have børn! Men jeg er efterhånden kommet over den alder, hvor det er normalt at få børn, siger han.

- Da jeg var omkring 30, fik alle - som i alle - omkring mig børn, og der følte jeg mig faktisk lidt presset over, at jeg ikke også havde børn - og en sød mor til dem selvfølgelig. Men det er gået lidt over nu. Jeg er 37 og føler efterhånden, at det tog er kørt.

- Så nu har jeg det anderledes. Hvis det kommer en dag, kommer det - og jeg vil da elske det. Men jeg er også cool med, at det ikke sker.