Ny bog: Kim Larsen er ensom og depressiv

Tidligere samarbejdspartner tager et nådesløst opgør med nationalskjalden

Kim Larsen på Skanderborg Festival i august 2007. (Foto: Johnny Frederiksen)
Kim Larsen på Skanderborg Festival i august 2007. (Foto: Johnny Frederiksen)

Den folkekære musiker Kim Larsen er en mand, der misbruger alle, han samarbejder med, og er en lukket mand, der ikke afslører sine følelser.

Sådan lyder dommen i bogen 'Erindringer om Larsen og Clausen og andre ronkedorer i rockland' der giver et hidtil uset kig bag facaden på manden, der har henrykt danskerne med sine sange i årtier.

Bogen er skrevet af journalisten Michael Frank Møller og Kim Larsens tidligere samarbejdspartner Kim Hyttel, der var en fremadstormende rockproducer i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Det skriver B.T. i dag.

Kim Hyttel samarbejdede med Kim Larsen på 'Wisdom Is Sexy' fra 1992.

Dæmoner i barndom
- Kim Larsen bruger alle, han arbejder sammen med. Jeg tror ikke, at Kim Larsen kender andre måder for samvær. Jeg tror ikke, at det er ondskab. Men når Kim Larsen kommer ind i et lokale, suger han alt ud af de mennesker, han kommer i kontakt med, siger Kim Hyttel til B.T.

Han fortæller blandt andet i bogen om Kim Larsens reaktion, da hans far blev fundet død i 2005 efter at have ligget død i mange dage, før han blev fundet. Eller rettere mangel på reaktion. For der var ingen tårer eller andre følelsesudladninger, ifølge Keld Hyttel.

- Ingen turde spørge om Larsens reaktioner på nyheden, ingen turde kommentere noget, men alle vogtede i det stille på forsangeren. Ville der omsider, efter alle de år, komme en sprække i forseglingen. En sprække, der ville afsløre lidt af, hvad der foregik derinde bagved. Men der kom intet. Ikke en grimasse. Ikke en hentydning eller en antydning. Der var lukket ned, skriver Kim Hyttel i bogen, hvor han også giver sin egen analyse af Kim Larsens barndom som årsag til hans 'dæmoner'.

Bogen udkommer på onsdag, og Kim Larsen har, ifølge B.T., ikke ønsket at kommentere Kim Hyttels udtalelser.

Følg Ekstra Bladets musiksite - ekstrabladet.dk/musik - på Facebook

Hvis du trykker 'Like' på vores Facebook-side, vil du automatisk blive orienteret om nye artikler, anmeldelser, afstemninger, koncerter og konkurrencer...