Tolstrups eftermæle vælter iTunes

DJ'en Le Gammeltofts 'Sound of Copenhagen vol. 7' ligger efter få timer nummer ét på iTunes

Opsamlingen, 'Sound of Copenhagen', plejede DJ'en Le Gammeltoft at lave sammen med Kjeld Tolstrup. Men efter han er gået bort, må dj'en selv mikse cden sammen. (Foto: Polfoto/Joe Mortensen)
Opsamlingen, 'Sound of Copenhagen', plejede DJ'en Le Gammeltoft at lave sammen med Kjeld Tolstrup. Men efter han er gået bort, må dj'en selv mikse cden sammen. (Foto: Polfoto/Joe Mortensen)

Det er ikke mange timer siden, at DJ'en og radioværten Le Gammeltofts halvårlige opsamling af musik fra den elektroniske scene i Danmark, 'Sound of Copenhagen', blev sat til salg på iTunes.

Men allerede nu torsdag eftermiddag ligger albummet nummer ét på listen.

Opsamlingen, der udkommer under modeugen i august og februar hvert år, er denne gang noget helt særligt.

Le Gammeltoft plejer nemlig at lave opsamlingen sammen med sin gode ven og kollega Kjeld Tolstrup. Men den respekterede DJ døde i marts, og derfor har Le Gammeltoft valgt, at albummet skulle være en hyldest til ham.

Det er det blevet ved for første gang at udgive 'Sound of Copenhagen' som et dobbeltalbum.

LÆS OGSÅ: Kjelds far: Jeg er stolt af min søn

Ny begyndelse
- Jeg synes, at albummet skulle markere en ny begyndelse, og derfor er den ene cd sådan som 'Sound of Copenhagen' plejer at være med en masse ny musik, mens den anden cd er en hyldest til Kjeld.

- Og derfor består af nogle af hans favoritnumre og nogle af de numre, jeg synes kendetegner ham, fortæller Le Gammeltoft.

Hvis man skal have fat i dobbeltalbummet, skal man fysisk ned i en butik og købe det. Det er nemlig ikke alle numrene fra hyldest-cd'en til Tolstrup, der er tilgængelige digitalt.

Men 'Sound of Copenhagen' har alligevel indtaget førstepladsen på iTunes, hvor man kun kan købe albummets første cd.

På den er blandt andet det første remix, der nogensinde er lavet af et Gasolin-nummer, og det var faktisk én af de sidste idéer, Kjeld Tolstrup havde inden sin død.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: Jeg er fartidiot

- Skal være kulturminister
Han ringede til DJ'en Peter Visti og sagde, at han mente, han skulle lave et remix af 'Som et strejf af en dråbe'.

- Han ringede tit til folk med gode idéer og kunne finde på at sige 'du skal da lige lave et remix af det her' eller 'du skal da prøve at lave noget på den her' eller 'Le, du skal da være kulturminister', fortæller Le Gammeltoft.

- Vi vidste jo godt, at han var syg, og jeg tror, Peter havde på fornemmelsen, at Kjeld gerne ville have, at han skulle spille det til hans begravelse, siger Le Gammeltoft.

Kim Larsen gik med til at lade Peter Visti lave et remix, og nummeret blev spillet i det mindeprogram, Le Gammeltoft lavede på P3 dagen før Kjeld Tolstrups begravelse.

Nu er det også med på 'Sound of Copenhagen'.

- Dermed er pladen både et minde om, at vi har en hamrende stærk musikscene i Danmark, men også et minde om, at vi har mistet et af de største orakler inden for den scene, siger Le Gammeltoft, der vil fortsætte med at udgive 'Sound of Copenhagen' i Kjeld Tolstrups ånd.

- Vi begyndte at udgive Sound of Copenhagen for at vise, at vi har en vanvittig stærk musikscene i Danmark, som vi virkelig skal være stolte af. Og det er virkelig vigtigt for mig at blive ved med at kæmpe den kamp i Kjelds ånd, fortæller Le Gammeltoft.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER