På årets Roskilde Festival bliver der eksperimenteret med en ny type pissoir, som skal gøre det nemmere for de kvindelige gæster at lade vandet. Og så kommer det til at foregå i stående positur. Projektet har fået navnet PeeBetter(tis bedre) og er startet af designer Christian Pagh, som fik helt ondt af kvinderne på Roskilde Festival for et år siden.
- Jeg blev sindssyg af at se piger står i kø i en halv time eller mere, mens drengene klarer det på to minutter. Jeg ville finde en løsning, der var mere menneskelig. Piger skal kunne tænke på musik i stedet for, hvor de kan tisse, siger han.
Hygiejnisk pige-soir
Under opvarmningen til selve festivalen bliver der bygget en række af denne type pissoirs mellem Orange Scene og scenen Odeon. Her vil de stå klar til musikken starter på torsdag og byde velkommen til interesserede piger. Det er filosofien at gøre pissoiret så hygiejnisk som muligt.
-Det særlige er, at man ikke rører noget med ’nummeren’. I stedet kan man støtte sig til væggene, siger Christian Pagh. Pigerne står altså oprejst hen over en aflang kumme.
Det er første gang Christian Pagh sætter kvindepissoirs op på en festival, og han ser frem til at få tilbagemeldinger fra festivalens kvindelige deltagere.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.