Hardcore-fans af bandet Depeche Mode skulle måske overveje at lægge turen forbi Aarhus til august.
Her optræder Depeche Mode-medlem Andy Fletcher nemlig som DJ. Det kommer til at foregå 5. august på spillestedet Train.
Andy Fletcher har ifølge Train gjort den i rollen som DJ på spillesteder og festivaler over hele verden. I 2011 har han blandt andet optrådt i Ukraine, Australien og i Asien.
Ifølge Train nyder Andy Fletcher, der sammen med Depeche Mode har masser af stadionkoncerter på cv'et, at spille på mere intime steder, hvor han har øjenkontakt med sit publikum.
Fletchers repertoire 5. august vil bestå af musik i alle stilarter, men omdrejningspunktet vil være de gamle Depeche Mode-klassikere.
Billetter til 100 kroner
Andy Fletcher, der går under kælenavnet 'Fletch', spillede tilbage i 70'erne bas i et band sammen med Vince Clarke. I 1980 dannede de to Depeche Mode sammen med Martin Gore og Dave Gahan.
Fletch føjede i samme ombæring synthesizeren, som det hed dengang - i dag vil de fleste nok kalde det for et keyboard - til sin instrumentportefølje, og gruppen har siden nydt stor succes i hele verden.
De senere år har 49-årige Fletch ud over Depeche Mode altså også holdt sig beskæftiget som DJ.
Arrangementet i Aarhus går i luften 5. august klokken 23. Billetter koster 100 kroner i forsalg og 130 kroner, hvis man betaler entré i døren.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.